Livet her

KLUBMESTERSKAB I ØLAND GOLFKLUB

17. september 2017 kl. 11:24

Med det meget omskiftelige sommervejr vi har oplevet i 2017, var der ekstra opmærksomhed på vejrudsigten i forbindelse med weekenden 9.-10. september, hvor der skulle afholdes klubmesterskab i Øland Golfklub. Ved denne turnering spiller deltagerne 18 huller både lørdag og søndag, så alle ønsker sig naturligvis godt vejr - og i hvert fald ikke regnvejr eller for meget vind.

Og vejrguderne syntes deltagerne venligt stemte, for bortset fra en enkelt kortvarig regnbyge søndag, holdt det tørt med masser af solskin og kun lidt vind. Lørdag var nærmest sommerlig, hvor mange gik rundt i korte ærmer, mens søndag viste sig som en lidt mere kølig sensommerdag.

Som et festligt og praktisk indslag havde en af klubbens sponsorer, AV Center Aalborg ApS, opstillet en storskærm på klubbens p-plads. Her blev der søndag vist billeder fra lørdagens runde, og samtidig kunne man følge deltagernes score, efterhånden som de forskellige kom ind i klubhuset efter endt spil.

Der stillede 45 deltagere op, og de skulle kæmpe om en klubmestertitel i en dame- og en herrerække, hvor man igen var inddelt i aldersgrupper. Desuden skulle der findes en samlet klubmester, der som sædvanlig gik til den spiller, som gik de to runder i færrest slag. Her måtte der omspil til, da både 23-årige Kasper Als og 17 årige Mikkel H. Larsen gik de to runder i samlet 156 slag.

Dette omspil fandt sted på hul 18, dvs. et par-4 hul, hvor begge spillere lagde bolden på greenen i to slag. Her måtte Mikkel imidlertid bruge tre putts, mens Kasper nøjedes med to og derefter kunne lade sig hylde som Klubmester 2017.

Klubmester i de forskellige rækker blev: Junior-rækken: Mikkel H. Larsen, Herre-rækken: Kasper Als, Midage Dame-rækken: Hanne H. Larsen, Midage Herre-rækken: Lasse Winfeld, Senior Dame-rækken: Anita Bak, Senior Herre-rækken: Jørgen Østerballe, Veteran Dame-rækken: Vibeke Leighton Jensen, Veteran Herre-rækken: Lasse Jensen, Super Veteran Dame-rækken: Bente Sørensen, Super Veteran Herre-rækken: Kesse Hald.

Samlet klubmester: Kasper Als

Klubmesterskabet afsluttedes med overrækkelse af præmier til vinderne, og desuden blev der serveret en dejlig frokost til alle deltagerne i klubbens nye lokale.

Annonceret indhold

Nyeste