Livet her

Krolf-spillere har fået nyt sted

SPORT: Jetsmark Krolfklub kan ikke længere spille ved plejehjemmet - men nu har de fået en ny bane, som de er glade for

11. september 2020 kl. 12:12

Da coronaen ramte, ramte den også Jetmark Krolfklub, som er en underfilial af Jetsmark Pensionistforening.

De var vant til at mødes og spille krolf ved Kaas Plejecenter, men det kunne de ikke på grund af corona, og det kan de fortsat ikke.

- Her i coronatiden må vi ikke komme ind på plejecentret, der er ikke åbent for frivillige endnu. Vi vidste, at vi havde mange pensionister, der bare sad og ventede på, at der skulle ske noget. Så så vi os omkring, og vi fik stillet Kaas Lystanlæg til rådighed, fortæller Jette Wagner, der er formand for Jetsmark Pensionistforening.

Kaas Lystanlæg er et tidligere udlejningssted, som borgerforeningen havde, og hvor man kunne være 40 til spisning.

- Så overtog kommunen det, og der er ikke mere i det hus, udover møder, fortæller Jette Wagner.

Men nu er der altså også krolf, og det er de glade for i Jetsmark Krolfklub.

Jette Wagner fortæller, at det nye sted er fint, der er toilet, og der er også plads til, hvis man skal have andre klubber på besøg eller holde et ministævne.

- Vi står midt i ingenmandsland, vi ved ikke, om vi må få det fast, eller om det bare er i coronatiden. Men hvis vi må, vil vi gerne have det. Vi kan udvide banerne noget mere der, fortæller Jette Wagner.

Hun peger på, at klubben lægger vægt på det sociale i sporten.

- Vi er der for samværets skyld. Her kan vi langt bedre invitere gæster, siger hun.

Hun glæder sig også over, at de må få lov at bruge klubhuset, hvor de kan have deres udstyr til spillet.

- Vi er meget glade for den ny bane. Spillerne er fuldt ud tilfredse med, at vi er flyttet derned. Det giver større frihed end på hjemmet. Her kan vi gå frem og tilbage, og i det store og hele så er det nummer et hernede, opsummerer Jette Wagner.

Hullerne på den ny bane er faste, men flag og skilte sættes hver gang op på en ny måde, så banen er forskellige fra gang til gang.

De spiller to gange om ugen, og der kommer for tiden cirka 24 hver gang - herunder nogle nye, som kommer, fordi andre aktiviteter er lukket.

Krolfspillerne regner med at kunne spille frem til november, hvor det bliver for koldt.

Annonceret indhold

Nyeste