Livet her

Kusiner knækker cancer sammen

Nina og Ida skabte sidste år en Knæk Cancer Blomst på Slettestrand. Nu gør de det igen - og du kan være med

16. oktober 2018 kl. 09:15

Nina Albrektsen Jensen og Ida skabte sidste år en smuk Knæk Cancer blomst på Slettestrand, skabt af hvide strandsten, hvoraf nogle var malet røde.

- Den lå der faktisk ind til lige før sommerferien, hvor nogle af stenene forsvandt i blæsten, fortæller Nina Albrektsen Jensen, der både er dybt forundret over og taknemmelig for, at folk ikke har taget stenene med sig eller ødelagt blomsten, som blev skabt sidste efterår.

21. oktober gør pigerne det igen - skaber en Knæk Cancer-blomst på samme sted på stranden. Og det er der en rigtig god grund til.

- Vores fælles morfar har været ramt af kræft. I dag er han helbredt, men det er en kræftform, som man ved vender tilbage, så han går hele tiden til undersøgelser, fortæller Nina Albrektsen Jensen, der også har oplevet at hendes lille fætter på faderens side af familien, døde som ganske lille.

Pigerne har med andre ord - som mange andre børn og unge - stiftet bekendtskab med kræft og den angst og den sorg, der er forbundet med sygdommen. Derfor besluttede de sidste år at skabe blomsten - og af samme grund gentager de projektet igen i år.

- Sidste år kunne man sende billederne på nettet som en del af et projekt, hvor der blev doneret penge for hvert projekt, fortæller Nina Albrektsen Jensen, der sammen med sin 13-årige kusine, Ida, i år har bestemt sig for at gribe sagen lidt anderledes an.

- Jeg var med til Stafet For Livet sidste år i Fjerritslev, hvor man kunne lave lysblomster. Det var en helt fantastisk oplevelse, og det er det, vi prøver at lave lidt af, fortæller Nina Albrektsen Jensen.

Hun og Ida jhjkkj hjkkjjkh har nemlig besluttet sig for, at Knæk Cancer-blomsten i år skal have et personligt udtryk, som de håber, at mange andre vil være med til at bidrage til. For 10 kroner, som går beskåret til Knæk Cancer, kan man aflevere sin egen sten til projektet, hvor man kan skrive en hilsen eller et lille stykke tekst på. Har man ikke mulighed for selv at aflevere en sten, vil pigerne meget gerne hjælpe med at skrive teksten på en sten, fortæller Nina Albrektsen Jensen, der har fået sin mor, der arbejder i en bank, til at hjælpe med at sætte en mobilpay-konto op specielt til projektet.

For Nina Albrektsen Jensen er projektet en ganske særlig oplevelse, som hun ser frem til at skabe sammen med sin kusine. For selvom der er en vis aldersforskel på de to piger, så brænder de begge to for kunst og dyrker i fællesskab det at finde på noget unikt - også i dette tilfælde.

- Det føltes så naturligt at vende mig mod Ida, da jeg skulle lave projektet, for hun tænker lige som mig og er så ærlig omkring, hvad hun tænker, fortæller Nina Albrektsen Jensen, der ser frem til at tilbringe nogle kreative dage sammen med sin kusine denne efterårsferie.

Pigerne regner med at lægge stenene til Knæk Cancer-blomsten søndag 21. oktober. Blomsten bliver placeret foran klitterne til venstre for trappen ned til Slettestrand. Hvis man gerne vil have en sten med i projektet, kan man donere ti kroner til Knæk Cancer-projektet på telefonnummer 31691398.

Annonceret indhold

Nyeste