Livet her

Lenes servietter er kommet på museum

01. juli 2021 kl. 07:00

På Museum for Papirkunst i Hune er der blandt andet berømte papirklip af H.C. Andersen og Bit Vejle samt decoupager kreeret af Dronning Margrethe. Men lige nu kan besøgende også opleve et lille udsnit af lokale Lene Juul Pedersens servietsamling.

- Det var da som en drøm, fortæller Lene Juul Pedersen fra Kaas om at se sine servietter udstillet på Museum for Papirkunst, hvor hun også arbejder som værtinde.

- Jeg synes godt nok, det er blevet flot, siger hun, mens hun viser mig rundt i udstillingen, der har fået sit eget lokale ved siden af caféen og papirværkstedet.

- Jeg bliver drillet helt vildt i familien over det her. Så da jeg fortalte, at det er jo et internationalt kendt firma det her sted, og at mine servietter, som jeg er blevet drillet så vildt med, de er her. Så var jeg lidt sej over det, da jeg sagde det til dem, siger en smilende Lene Juul Pedersen.

Servietter med mange minder

Lene Juul Pedersen begyndte at samle på servietter, da hun var 11-12 år gammel. I dag har hun en samling på cirka 4.500 forskellige plus 2.000 til at bytte med. 500 af dem har fundet vej gennem nåleøjet til udstillingen på Papirmuseet. En af dem har en helt særlig plads i Lene Juul Pedersens hjerte:

- I starten der havde jeg faktisk en her fra mit sølvbryllup. Lige nøjagtig den der, siger Lene Juul Pedersen og peger på et fotografi af et flot pyntet bord, der hænger side om side med forskellige festservietter.

- Vi blev gift på borgmesterkontoret. Vi havde ikke råd til at holde den store fest. Men da vi så havde sølvbryllup, der holdt vi en bryllupsfest. Der blev vi velsignet i kirken af min søster, som er præst. Og det var noget, som min mand, Peter, altid havde sagt: ”At hvis hun er færdig som præst, når vi skal have sølvbryllup, så skal vi giftes,” fortæller Lene Juul Pedersen.

Servietterne er inddelt i forskellige temaer, som alle betyder noget for hende.

- Det herovre er faktisk vores liv med dyr. Vi har både haft hønsegård, hvor der var høns og gæs og påfugle, fortæller Lene Juul Pedersen.

Naboernes køer og får er også repræsenteret på servietterne. Det samme er familiens labrador og katte.

- Vi havde en tam vildand. Han gik ved siden af min mand som en hund. Fjerene bagpå de kørte rundt, og så gik han, og så skræppede han helt vildt, fortæller Lene Juul Pedersen om servietten, der er dekoreret med billedet af en vildand.

Servietterne fra hendes egen konfirmation er også udstillet. Det samme gælder for lillesøsterens barnedåb og de to sønners konfirmationer.

Samling fra svigerfamilien

Lene Juul Pedersen er ikke den eneste i familien, der har samlet på servietter. Hendes svigermor og svigermorens søstre samlede også på papirservietter. På et tidspunkt arvede hun deres samlinger.

- Jeg har jo arvet cirka 1.000 fra Peters moster, og jeg havde også en del fra Peters mor, fortæller hun.

Hjemme hos Lene Juul Pedersen står der selvfølgelig en holder med servietter på bordet.

Jeg spørger, om hun kunne finde på at sætte en helt hvid serviet på.

- Nej! udbryder hun straks og fortsætter:

- Det kedeligste er helt hvide papirservietter.

Kedelig er udstillingen om Lene Juul Pedersens servietter i hvert fald ikke. Den tager både de besøgende med på en tur tilbage i tiden og ind i Lene Juul Pedersen og hendes families liv. Udstillingen kan opleves hele sommeren på Museum for Papirkunst.

Annonceret indhold

Nyeste