Livet her

Liv og glade dage på Bratskov

13. juli 2021 kl. 09:37

Glad spillemandsmusik klinger ud gennem vognporten. I solskinnet foran herregården Bratskov i Brovst står blankpudsede veteranbiler og indbydende boder med råvarer, mens damer, som nørkler med gammeldags håndarbejde, sidder under pavillonernes skygge.

Inde på gårdspladsen er der stande med kunsthåndværk samt en café, hvor besøgende sidder og nyder en kop kaffe og et stykke drømmekage fra Brovst. Det er her, jeg fanger en glad Jette Haugaard Grønhøj fra VisitJammerbugten, som er eventkoordinator for Levendegørelse af Bratskov, der for første gang i to år vækker fortiden til live på den gamle herregård:

- Det er helt fantastisk at være tilbage. Og jeg har savnet de aktører, der er her. Vi har et megagodt fællesskab her og hygger os med hinanden. Jeg nyder simpelthen at være her, siger hun med et stort smil.

I år sørger 65 frivillige aktører for, at der igen er liv og glade på Bratskov. Brovst Billardforening står for at stille pavillioner, borde og stole op. Mens en række andre ildsjæle er klædt ud som i gamle dage.

Søde damer med nystrøgne, hvide forklæder bemander caféen. Smeden står ved den blussende esse og smeder det rødglødende jern. Overalt er der aktiviteter, som sender de besøgende mere end 100 år tilbage i tiden.

Georg Gearløs-maskine laver sjippetove

En dreng drejer på et håndtag, som får en gammel cykelkæde til at køre rundt. Begge dele er et lille led af en maskine, der ligner noget, Georg Gearløs kunne have lavet.

- Det er også det, det er. Og folkene, der arbejder med det, de er lige sådan, siger Bent Nielsen drillende.

Han har lavet maskinen, der bliver brugt til rebslagning, af gamle cykeldele tilbage i 1958.

Hans kollega ved rebslagningsmaskinen, Poul Jensen, har deltaget i levendegørelsen af Bratskov i seks år.

- Det er dejligt at få startet op igen. Og så sådan et fint solskinsvejr at starte op i den første gang. Vi håber til næste gang, at det breder sig lidt, sådan at der kan komme flere og flere med, siger Poul Jensen.

En af tilskuerne til rebslagningen er Margot Carstensen fra Horsens. Hun

fortæller, at barnebarnet, Runa, netop har lavet reb til et sjippetov, der rent faktisk kan sjippe.

- Og nu vil jeg også have et, siger hun og drejer håndtaget hurtigt rundt.

Ikke alt er, som det plejer

I år er det 34. gang, Bratskov bliver vakt til live af lokale ildsjæle. Men på grund af corona-restriktioner er ikke alt, som det plejer at være.

- Vi har stadigvæk nogle restriktioner, vi skal overholde. Og det betyder blandt andet, at vi ikke kan komme ind på Bratskov. Vi har været nødt til at prøve at finde plads til dem, der plejer at sidde inde, her udenfor. Og der er nogle aktører, der ikke har mulighed for at sidde ude blandt andet vores kortspillere, fordi kortene de flyver væk, fortæller Jette Haugaard Grønhøj, eventkoordinator for levendegørelse af Bratskov.

- Vi har blandt andet sat pavilloner op. Vi har lånt Jammerbugt Kommunes markedskaravane, og dem har vi stillet op på græsset herude foran Bratskov. På den måde er de folk, som skulle have været indendøre, blevet indlogeret under pavilloner, siger Jette Haugaard Grønhøj.

Få ting foregår dog stadig indenfor. I år med begrænsning af antallet af besøgende på samme tid.

Den store park lægger desuden græs til ponyridning og leg med gamle spil og legesager som stylter, kroket og stigegolf. Hestevognen, der plejer at køre her, er i år skiftet ud med Brovst Handelsstandsforenings tog, der futter afsted i rutefart fra Bratskov og op i byen.

Levendegørelsen af Bratskov kan opleves hver torsdag fra klokken 10-13 til og med den 5. august.

Annonceret indhold

Nyeste