Livet her

Lokalt makkerpar tager over på Nordstjernen i Blokhus

BLOKHUS: 1. oktober kom der nye - men alligevel velkendte - ansigter i spidsen for Restaurant Nordstjernen i Blokhus.

12. oktober 2020 kl. 07:27
Opdateret kl. 13:33

Her overtog Christoffer Hallager og Michaell Pedersen nemlig som nye forpagtere på restauranten, hvor de begge er udlært.

Kok Christoffer Hallager er fra Kaas, mens tjener Michael Pedersen er fra Skovsgård. Dermed er det også nye forpagtere med et lokalt præg, der tager over efter knap syv år med Jakob Tømmerby ved roret.

- Vi havde allerede kigget på andre restauranter heroppe i området, da Nordstjernen kom på tale. Vi havde i lang tid snakket om, at det kunne være spændende at blive selvstændige, da vi fik muligheden. Vi kender stedet og var glade for at være her. Så det var en perfekt mulighed for os. Vi vil gerne sætte vores eget præg stille og roligt, men vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, når det fungerer i forvejen, lyder det fra Christoffer Hallager.

- Vi kører konceptet videre hernede med det klassiske præg, som Nordstjernen er kendt for. Vi har ændret lidt på menukort og vinkort, men vi har også sat vores eget præg, tilføjer Michaell Pedersen.

Christoffer Hallager har været souschef hos DFDS, hvor han primært har sejlet mellem København og Oslo. I dag bor han i Blokhus. Michaell Pedersen arbejdede efter sin læretid på Nordstjernen hos Comwell Rebild Bakker, inden han altså vendte tilbage til Blokhus-restauranten. Han bor i Vester Hjermitslev.

Makkerparret har overtaget stedet i en hård tid, hvor restaurationer er hårdt mærket af coronapandemien. Men det har alligevel været en positiv start i lokalerne.

- Det har været lidt specielt, og folk skal nok vænne sig til at gå med mundbind. Det spiller ind. Men der har været rigtig god opbakning fra første dag, siger Michaell Pedersen.

Nordstjernen vil fortsat køre som tidligere, hvor selskaber og mad ud af huset er en stor del af konceptet. Derudover vil man på sigt have en kok ansat under Christoffer Hallager som køkkenchef, mens de nye forpagtere har beholdt de tidligere elever, som var i lære under Jakob Tømmerby.

Dermed køres selskaber planlagt før overtagelsen også som aftalt.

Annonceret indhold

Nyeste