Iben Mondrup er forfatteren bag bl.a. ”Tabita” og ”Godhavn” hvor sidstnævnte vandt DR Romanprisen i 2015. Nu kan hun opleves online gennem Jammerbugt Bibliotekerne. Foto: Les Kaner
Livet her

Mød Iben Mondrup hjemme fra din egen stue

Jammerbugt Bibliotekerne invitere til et live-streamet foredrag onsdag 17. februar

04. februar 2021 kl. 12:38

JAMMERBUGT: Selvom det ikke er muligt at mødes til fysiske arrangementer på Jammerbugtens Biblioteker, kan du alligevel opleve bestsellerforfatteren Iben Mondrup, som optakt til litteraturfestivalen Ordkraft.

Oprindeligt skulle Iben Mondrup have gæstet Jammerbugt Bibliotekerne med sit spændende foredrag, men det er som bekendt ikke muligt at gennemføre arrangementer med fysisk fremmøde for øjeblikket.

Ingen skal dog gå glip af en kulturel oplevelse. Jammerbugt Bibliotekerne inviterer i stedet til et live-streamet foredrag med Iben Mondrup onsdag 17. februar. Således kan man trygt og sikkert opleve forfatteren hjemme fra stuen via en PC, tablet eller mobil og med en kop varm kaffe inden for rækkevidde.

Med et indgående kendskab til det grønlandske samfund kredser Iben Mondrups forfatterskab om de skæbner og familier, der befinder sig i spændingsfeltet mellem dansk og grønlandsk kultur. Senest i romanen ”Tabita”, der tager os tilbage til 1960’erne, hvor vi kommer helt ind under huden på børnene Tabita og Vitus. De blev, ligesom flere hundrede andre grønlandske børn, bortadopteret til danske familier uden videre.

I sit foredrag vil Iben Mondrup fortælle om sit arbejde med romanen og sit forfatterskab, der også tæller den hjerteskærende gennembrudsroman ”Godhavn”, som vandt DR Romanprisen i 2015.

Arrangementet med Iben Mondrup er gratis men kræver tilmelding. Billetter kan bestilles på Jammerbugt Bibliotekernes hjemmeside, og foredraget vil gå på Microsoft Teams. Alle tilmeldte vil få tilsendt et link til mødet et par dage før 17. februar. Så kan du deltage i arrangementet fra egen stue.

Annonceret indhold

Nyeste