Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Møder om 22 lokalområder i Jammerbugt

18. februar 2021 kl. 09:33

Fremtiden for lokalsamfundene i Jammerbugt Kommune er på dagsordenen i foråret 2021.

Det oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

- De lokale udviklingsplaner (LUP’erne) for lokalsamfundene i Jammerbugt Kommune skal fornyes. Derfor vil repræsentanter fra kultur-, fritids-, og landdistriktsudvalget ”besøge” samtlige lokalsamfund i løbet af foråret. Grundet COVID-19 og restriktionerne om forsamling har udvalget besluttet at afholde LUP-møderne online – i hvert fald så længe det ikke er muligt at afholde borgermøder fysisk, oplyser de.

- Vi har på det seneste gjort os nogle gode erfaringer med onlinemøder med mange borgere, og nu er vi også klar til at holde rækken af LUP-møder virtuelt. Vi kan se, at der trods nedlukning stadig er godt gang i de lokale ildsjæle, og derfor er det vigtigt, at vi fra kommunens side bakker op og er klar til at udvikle vores lokalområder, oplyser Helle Bak Andreasen, formand for kultur- fritids- og landdistriktsudvalget.

De første online LUP-møder starter allerede i marts og drejer sig om lokalområderne Øland, Gjøl og Nørhalne.

Alle datoerne for samtlige lokalsamfunds møder er på hjemmesiden: https://landdistrikt.jammerbugt.dk/politik/nyheder/lokale-udviklingsmoeder-lup-foraaret-2021/

Møderne foregår i marts, april, maj og juni, og det er møder om i alt 22 lokalområder.

Annonceret indhold

Nyeste