Livet her

MTB kun for kvinder

57 stillede til start i finalen i MTB Kvindecuppen i Slettestrand

15. september 2017 kl. 07:47

57 kvinder stod forleden klar på startlinjen i Slettestrand til finalen i MTB kvindecuppen, som er en løbsserie med ni afdelinger fordelt i hele Jylland.

Kvindecuppen er et tiltag, som blev startet af en flok kvindelige MTB-ryttere, som gerne ville gøre en indsats for at få flere kvinder ud i skovene på to hjul. Og det må siges, at de virkelig har fået succes med det tiltag.

Kvindecuppen er i den grad for alle. Deltagerne består af alt lige fra kvinder som faktisk har deres første oplevelse på en MTB til en afdeling af cuppen til dem, der kører på eliteplan. Ligesom alle aldersgrupper er repræsenteret fra ryttere under 17 til nogle på over 60.

Den store spredning af ryttere giver en uformel stemning og et løb, hvor alle tager hensyn til og passer på hinanden. Og der var løbet i Slettestrand ingen undtagelse.

Det var med højt humør, at de 57 kvinder kørte mellem tre og fire omgange på den ca. fem kilometerlange rute, som bestod af dele af det markerede MTB spor i Svinkløv Plantage. Der blev kørt i lige over en time og bagefter stod den på kaffe og kage i solen og præmier til de tre hurtigste på dagen og derefter til de tre hurtigste samlet i cuppen, fordelt på aldersklasser.

Løbet blev arrangeret i et samarbejde mellem MTB kvindecuppen, Hjortdal MTB og Feriecenter Slettestrand.

Annonceret indhold

Nyeste