Livet her

Naturvidenskabsfestival blev succes 500 elever deltog og eksperimenterede i stor stil

04. oktober 2017 kl. 08:36

Hvem siger, at fysik, kemi og matematik er kedeligt? Det mener man i hvert fald ikke på Bjerget Efterskole i Thy, for her har man netop for 4. gang afholdt en stor naturvidenskabsfestival med deltagelse af lærere og elever fra 0. til 7. klasse fra lokale fri- og folkeskoler, og igen i år blev dagen en stor succes.

Temaet for festivalen var “Min nye verden", og gæsterne var inviteret til at komme og udforske mange forskellige aspekter af naturvidenskaben på en levende og nærværende måde. På de mange workshops kunne eleverne nemlig lege, undres, konstruere og bare opleve, hvordan verden rundt om os fungerer. Der var også besøg fra studerende fra Århus Universitet, der kom og lavede et spændende fysikshow med masser af lysglimt og høje brag.

- Det er bare en rigtig sjov dag, lød det fra et par af gæsterne, der til daglig går i 3. klasse på den lokale folkeskole.

Også efterskolens egne elever deltog selvfølgelig i festivalen og havde i ugen op til arbejdet med at forberede og lave forskellige workshops.

- Vi har brugt hele ugen og selv været med til at udtænke posterne og bygge dem op, fortalte Malene Hansen, der er elev på Bjerget Efterskole.

- Vi elever på Bjerget var “lærere" på de forskellige forshops, så det var os, der underviste eleverne, når de kom rundt på skolen. Det har faktisk været rigtig godt at prøve at stå på den anden siden og undervise, fortalte Malene, der især fik lært noget om, hvordan man kan lave sin undervisning spændende og på den måde fastholde elevernes koncentration.

- Det var lidt grænseoverskridende for mig at skulle undervise de hold, der kom rundt på skolen, men da jeg først kom i gang var det faktisk ret sjovt, sagde hun.

Dagen handlede netop om at have det sjovt med naturvidenskab og samtidig om at lade eleverne fra de forskellige klassetrin og skoler møde og udfordre hinanden. På Bjerget Efterskole vil man gerne bidrage til det lokale samarbejde og sammenhængskraft og derfor er naturvidenskabsfestivalen også et arrangement, der handler om at skabe nye, fælles oplevelser.

Annonceret indhold

Nyeste