Livet her

Nu er DHL Stafetten også aflyst

DET SKER: Kæmpe motionsevent i august bliver ikke til noget

20. maj 2020 kl. 14:22

Var du en af de mange tusinder, der havde glædet dig til at løbe DHL-stafet med kollegerne i august, så kommer du til at vente et års tid.

Arrangørerne af den kæmpe store motionsevent, som sidste år samlede flere end 200.000 deltagere i fem byer landet over - herunder Aalborg - er nemlig aflyst.

Lige siden forbuddet mod større forsamlinger blev forlænget til og med august, har de fem arrangører overvejet muligheden af at holde årets stafet senere på året, men nu er aflysningen altså en realitet, skriver de i en pressemeddelelse.

De fem arrangører, som blandt andet tæller Aalborg Atletik og Motion, mener ikke, at det vil være ansvarligt eller forsvarligt at holde et arrangement af DHL Stafettens kaliber i et corona-ramt Danmark.

Men selv om der altså ikke bliver nogen motionsevent i år, så kan du godt begynde at træne alligevel. For stafetten vender tilbage næste år.

I Aalborg kommer arrangementet til at ligge enten 17.-19. august eller 24.-26. august 2021, skriver arrangørerne. Tilmeldingen til begivenheden åbner i marts.

Annonceret indhold

Nyeste