Livet her

Nu kan arbejdsgivere give skattefrie gavekort

01. maj 2021 kl. 12:00

Folketinget har vedtaget det lovforslag, der gør det muligt for både offentlige og private arbejdsgivere at give skattefrie gavekort til deres medarbejdere for at påskønne deres indsats under coronakrisen eller i al almindelighed, men måske også for at støtte især restauranter og kulturliv i lokalområdet. Loven er trådt i kraft med det samme.

Her får du overblik over, hvad de nye skatteregler går ud på. Hvem gavekortene må gives til, hvad de må bruges til, hvad de skal lyde på, og hvornår de skal være brugt.

Hvem må få gavekortene?

Der kan kun gives skattefrie gavekort til personer, der er ansatte. Gavekort, der gives til konsulenter, honorarmodtagere, praktikanter, tidligere ansatte, bestyrelsesmedlemmer m.fl., er altså ikke omfattet af ordningen og vil altid være skattepligtige.

Hvor stort må beløbet være?

Reglerne gælder for gavekort op til et beløb på 1.200 kr. Indenfor denne beløbsgrænse kan arbejdsgiverne frit bestemme, hvor stort et beløb gavekortet skal lyde på, ligesom der gerne må gives gavekort ad flere omgange, hvis bare det samlede beløb ikke overstiger beløbsgrænsen.

I større virksomheder er der dermed intet i vejen for, at den øverste ledelse med det samme kan give et gavekort på fx 500 kr. til en ting, mens den lokale ledelse senere giver et gavekort af tilsvarende størrelse til en anden ting.

Hvad må du give gavekort til?

Reglerne gælder kun for gavekort, der kan anvendes til betaling for en eller flere af følgende specifikke ydelser:

· Køb af mad og drikke. Det vil sige gavekort til fx restauranter, caféer, burgerbarer og pizzeriaer. Det er et krav, at spisestedets primære omsætning kommer fra siddende gæster.

· Køb af overnatning. Altså gavekort til fx hoteller, kroer, feriecentre, campingpladser samt sommerhus- og rejsebureauer.

· Køb af oplevelser. Det omfatter fx gavekort til forlystelsesparker, teatre, koncertsteder, musikfestivaler, biografer, museer, cirkus, zoologiske haver samt sportsarrangementer af enhver art, herunder fodbold- og håndboldkampe.

Reglerne betyder, at man ikke vil kunne give skattefrie gavekort, hvis disse købes hos en handelsstands- eller centerforening til brug blandt alle dennes medlemmer, da gavekortet i så fald også vil kunne anvendes til køb i fx en tøjforretning eller hos en isenkræmmer.

Hvad er et gavekort?

Ved et gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis. En arbejdsgiver kan altså ikke give en medarbejder 1.000 kr. i hånden til at gå i byen for, selvom medarbejderen efterfølgende vender retur med regninger fra fx en restaurant mindst på beløbet.

Hvornår udløber ordningen?

Ordningen gælder kun for gavekort, der gives til de ansatte i kalenderåret 2021. Det er ikke et krav, at gavekortene skal være udnyttet inden årets udløb.

Hvad med indberetningen?

Arbejdsgivere skal ikke foretage indberetning til Skattestyrelsen om givne gavekort.

Klummen stammer fra BDO’s nyhedsbrev Depechen og er udvalgt af Anette Frederiksen, Partner og registreret revisor hos BDO i Aabybro

Annonceret indhold

Nyeste