Eleverne på Aabybro Efterskole skal have ny forstander til juni. Arkivfoto: Henrik Louis
Mennesker

Ny forstander på Aabybro Efterskole

SKOLE: Forstander Thorsten Matthiesen takker til juni af efter otte år - viceforstander Esben Mathiasen overtager roret

10. februar 2021 kl. 13:17
Opdateret 11. februar 2021 kl. 13:01

Når Aabybro Efterskole den 26. juni holder afslutning, er det ikke kun elevholdet 20/21, som har sidste skoledag. Også forstander Thorsten Matthiesen takker af efter otte år i spidsen for skolen.

Det oplyser Aabybro Efterskole i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen har allerede den nye ledelse på plads, hvor nuværende viceforstander Esben Mathiasen overtager roret.

- Thorsten overlader os en veldreven skole, der gennem de seneste år har været i en rivende udvikling, oplyser bestyrelsesformand Klaus S. Rasmussen.

Skolen har øget elevtallet fra 175 elever til 240 og har i dag 40 fuldtidsansatte medarbejdere.

- Profilen er blevet mere skarp, hvor man har valgt at fokusere mere på sport. Eleverne kan i dag vælge mellem hele otte forskellige sportslinjer, hvor blandt andet den populære skilinje var et af Thorstens første tiltag. I forbindelse med at kommunen byggede den nye folkeskole købte efterskolen på Thorstens initiativ de gamle bygninger på Kærvej og fik samtidig en aftale med kommunen og Aabybro IF om etableringen af en kunststofbane i byen.

Skolens nye forstander er fundet internt på skolen, da bestyrelsen har valgt at pege på den nuværende viceforstander Esben Mathiasen, som den rette person til at føre skolen videre. Esben Mathiasen har været ansat på skolen siden 2005 og er bosat i Aabybro.

- Han kender kulturen på skolen og har været en stor del af det projekt, som vi har gang i, og derfor er det naturligt, at det er ham der overtager, mener bestyrelsesformanden.

Skolen har valgt at have to fungerende forstandere frem til sommer, hvor Thorsten vil fortsætte med at være forstander for de nuværende elever, imens Esben vil have fokus på de kommende elevhold. Samtidig giver det muligheden for en naturlig overlevering af opgaver de to imellem - en hel optimal plan, mener de begge.

- Thorsten har været med til at bygge et solidt fundament for fremtiden og nu bliver det vores opgave at fortsætte den positive udvikling af skolen. Vi har heldigvis en meget kompetent medarbejdergruppe, der brænder for at lave god efterskole for eleverne, oplyser Esben Mathiasen.

De to forstandere er enige om de udfordringer, som venter efterskolen i fremtiden. I en tid, hvor børnetallet er faldende i Nordjylland er det sin sag at fylde en efterskole med 240 elever år efter år. Det er altså ikke længere nok at være en regional efterskole, der må også hentes flere elever fra andre steder i landet.

Når Thorsten Matthiesen forlader skolen til juni, sætter han kursen mod Odense, hvor han skal være med til at starte en helt ny efterskole op med særlig fokus på særlig dedikerede unge sportsudøvere.

Annonceret indhold

Nyeste