Søren Ørgaard bliver ny leder af Kultur-, Fritid- og Landdistriktsområdet i Jammerbugt Kommune.Privatfoto
Livet her

Ny leder til Jammerbugts fritidsliv

STILLING: Søren Ørgaard bliver ny leder af Kultur-, Fritid- og Landdistriktsområdet i Jammerbugt Kommune

01. maj 2020 kl. 14:28

JAMMERBUGT: Det er en erfaren herre inden for specielt fritidsområdet, der onsdag 1. juni tiltræder stillingen som leder af Kultur-, Fritid- og Landdistriktsområdet i Jammerbugt Kommune.

Søren Ørgaard er den person, der blandt 39 ansøgere, er udset til at styre udviklingen af området fremover.

Det oplyser kommunen.

Søren Ørgaard kommer med en masse erfaring i form af blandt andet 14 års ansættelse i Aalborg Kommunes Fritidsafdeling. Heraf har han den seneste tid fungeret som leder af Team Folkeoplysning samme sted.

- Jeg er glad for, at vi med Søren Ørgaard får en erfaren kraft ind i organisationen, der kan medvirke til at udvikle hele Kultur-, Fritid- og Landdistriktsområdet. Der ligger opgaver nok på bordet med en ny landdistriktsorganisering, som der skal sættes strøm til, og et ønske om at få evalueret Kultur- og Fritidspolitikken, udtaler direktør Thomas Krarup.

Samtidig med den nye leders tiltræden i samles de to afdelinger Kultur og Fritid og Landdistriktsområdet i én fælles Kultur-, Fritid- og Landdistriktsafdeling.

- Jeg glæder mig meget til at begynde i Jammerbugt Kommune, som jo er en kommune, der har et fantastisk foreningsliv, der bæres af alle de frivillige kræfter. At arbejde med landdistrikter, kultur og fritidsliv er en drømmeopgave for mig, som jeg glæder mig til at tage fat på sammen med foreningerne, medarbejderne og politikerne i Jammerbugt, siger Søren Ørgaard.

Kultur-, Fritid- og Landdistriktsafdelingen har til huse i kommunens administrationsbygningen på Lundbakvej i Pandrup.

Annonceret indhold

Nyeste