Livet her

Ny udstilling hos galleri Arte

02. september 2017 kl. 08:33

Felix Pedersen og Marianne Fossgreen udstiller tegninger, akvarel-kridt, maleri og keramik på galleri Arte fra lørdag 9. september til 30. september 2017 med fernisering om lørdagen.

Felix Pedersen har store tegninger, akvarelkridt og malerier med, hvor Marianne Fossgreen har keramik.

Motivet på nogle af Felix Pedersens store tegninger (70 x 100 cm) er thailandske hunde, da han i år har været i Thailand, hvor det gjorde stort indtryk på ham, hvor ubehagelige de thailandske hunde var.

Af andre motiver er der en serie med bombede huse i Syrien, og der er også en serie med ulve.

I sin malemåde er Felix Pedersen tydeligt beslægtet med den internationalt anerkendte Per Kirkeby. Efter studentereksamen på Nykøbing Mors Gymnasium tog Felix Pedersen til København og blev optaget på eks-skolen, der var et alternativ til Kunstakademiet og var elev af Poul Gernes. Felix Pedersen debuterede på KE i 1968.

Han bor i dag nær fjorden i nærheden af Skive og har sommerhus ved Vester Thorup, hvor havet udgør en væsentlig inspiration.

Marianne Fossgreen er i år blevet 80 år og stadig aktiv keramiker. Hun har omkring 25 skulpturel keramik med på galleri Arte, der oftest har den menneskelige torso som udgangspunkt.

Nogle af skulpturerne er med ensfarvede glasurer og motiver fra naturen, andre er med rene stramme linjer. En af de smukkeste er nok en slank figur med en rund oval topmave foran og man ser lidt af armene, der strækker sig i vejret.

Marianne Fossgreen har i over 30 år boet og arbejdet ved Gudenåens bredder. Hun er uddannet keramiker på Århus Kunstakademi i 1974-77, og hun har en overbygning på skulpturlinjen 1986. Hun debuterede i 1982 på den censurerede påskeudstilling i Århus og samme år på Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup.

Annonceret indhold

Nyeste