Livet her

Turist Pitstop i Dagli` Brugsen på Gjøl

19. juli 2021 kl. 06:00

”Det var en mørk og stormfuld aften...”, nej det var det vist ikke, men midt under CORONA-krisen i vinter holdt Gjøl-Samarbejdet et on-line møde, hvor der blev diskuteret nye handleplaner. Gjøl Natur- og Kulturcafé havde bemærket, at cykelfolket ofte holdt en pause ved Dagli’Brugsen. Et tiltrængt hvil på bænkene i solen, tanke mad og drikke, udsigt til og måske besøg i Troldemuseet og det nye initiativ Gjøl GaveGodter. Vardet ikke en idé at supplere dette med et turist- og cykelpitstop?

”Få tanket op på flere måder, nu også med inspiration til oplevelser og en mulighed for at få luft i slangen. Publikumstoilet har vi også og en lille borgerstue til møder, men hvor man kan sidde i læ, hvis det er dårligt vejr. Og så har vi åbent hver eneste dag fra 7.30 - 19.00” - siger Eva Rytter, som er formand for Dagli’Brugsens bestyrelse.

”Så da henvendelsen kom, tog vi glade i mod forslaget.”

En lille arbejdsgruppe tog sammen med uddeler Karsten Lange fat på realiseringen.

”Nu står det meste klar, takket være en helt fantastisk imødekommenhed og hjælp fra Jammerbugt Kommunes event- og turismekonsulent Jette Haugaard Grønhøj, som lånte os en stor trykfølsom skærm og hjalp med brochurer, som kunne supplere vores egne på Gjøl. Biblioteksleder Susanne Hjorth Hansen lånte os nogle brochureholdere i plexiglas, som hun ikke lige skulle bruge.”

Så nu står det der!

Skærmen indeholder en mængde oplysninger om overnatning, spisesteder, oplevelser og aktiviteter og så videre. Det er superlet at trykke sig frem til informationen, og vil man have den med sig, så kan man downloade den via en QR-kode til sin mobiltelefon eller sende sig selv en e-mail med linket. Ved et tryk på kort-ikonet, får man vist ruten hen til stedet, både som cyklist, vandrer, bilist eller som bruger af offentlig trafik.

Der er begrænset plads til brochurer, så vi har koncentreret os om de lokale GJØL ting, men naturligvis også suppleret med et bredere Jammerbugt-perspektiv - så sammen med skærmen er det et rigtig godt tilbud helt på linje med andre betjeningsløse turistinformationer i Jammerbugt.

Turistinformationen på Gjøl er faktisk den eneste i Limfjordslandet i Jammerbugt kommune, og mon ikke også mange Gjølboere vil kunne finde inspiration her?

”Nu mangler vi så bare én ting, nemlig en kompressordrevet cykelpumpe, så er vi helt i mål”, slutter Eva Rytter.

Annonceret indhold

Nyeste