Livet her

Optimisme i Hune Boldklub trods usikker fremtid

17. august 2021 kl. 08:52

Hune er en by i rivende udvikling. Et tykt strømkabel hænger over hegnet omkring Hune Boldklubs fodboldbaner. Det leverer strøm til det nybyggeri, der skyder op umiddelbart øst for klubbens anlæg.

Netop på grund af byens vokseværk kigger Hune Boldklub lige nu ind i en usikker fremtid. Der hvor klubhuset og banerne ligger i dag, flytter XL Byg muligvis ind i fremtiden.

- Der er to versioner af den. Der er jo den lyse fremtid, hvor vi driver en klub, siger formand for Hune Boldklub, Morten Drivsholm.

Han fortæller, at klubben er i gang med en udvikling, hvor den bliver meget mere end en fodboldklub. I dag tilbyder klubben også badminton, strikkeklub samt kortspil og er i gang med at starte mountainbike op.

- Og hvis man kigger på den historie, bliver det en fantastisk klub, som kommer til at udnytte de omgivelser, der er her i Blokhus-Hune-området, fortsætter formanden.

Lige præcis hvor Hune Boldklub kommer til at ligge fremover er et godt spørgsmål. I øjeblikket er der planer om at opføre et nyt hotel, der hvor XL Byg ligger i dag. Det er derfor, byggemarkedet sandsynligvis får nyt domicil på boldklubbens nuværende baner.

- Det er vel med 99,9 procents sandsynlighed, at vi flytter matrikel, vurderer Peter Vagning, pressechef i Hune Boldklub og fortsætter:

- Vi spiller efterårssæsonen her, og så skal vi være væk herfra og så være et andet sted.

HB-spillere på fremmed græs

Kun to af boldklubbens fem seniorhold spiller efterårssæsonen på klubbens nuværende baner.

Spillerne fra de resterende tre hold må rejse længere for at komme til træning. Hune Boldklub har nemlig indgået holdsamarbejde med Nordens Paris i Aalborg om det hold, der senest har optrådt i Serie 3. Det kommer til at træne i Aalborg-klubben under ledelse af Hunes nuværende trænere. Derudover har Hune Boldklub indgået et samarbejde med Gjøl B om klubbens to hold i Serie 5 og Serie 6.

- Der er ingen tvivl om, at vi mister nogle spillere. Vi agerer ligesom, hvis der kommer et uvejr. Så fjerner vi alt løst, der hænger ude omkring. Vi surrer alt fast. Vi sørger for, at vi får styr på alle de ting, som vi overhovedet kan. Og det er dét, vi gør nu. Vi sørger for, at vi får græs. Vi sørger for, at vi har aftaler med trænere. Vi sørger for, at vi har spilleraftaler. Vi sørger for, at vi har steder, hvor vi kan træne og hvor, vi kan afvikle kampe. Så vi har gjort alt, hvad vi overhovedet kan gøre, hvis det bliver en realitet. Men hvis ikke det bliver en realitet, og man lige pludselig siger, at XL Byg det skal ligge et andet sted, og I skal bare blive boende der resten af jeres liv. Jamen, så er der jo ikke sket noget. Vi har jo ikke bedt vores medlemmer om at flytte, siger Morten Drivsholm.

Stadig medlem af HB

Formanden understreger, at de spillere, som nu er rykket til Aalborg og Gjøl, stadig udelukkende er medlemmer af Hune Boldklub.

- Vi er bare ude at låne et sted, hvor vi kan spille. Vi har haft en føler ude til Jetsmark, og de har sagt pænt nej tak til, at vi kunne samarbejde med dem omkring det. Nu har vi en føler ude til et par naboklubber, fortæller Morten Drivsholm.

Pressechef, Peter Vagning, tilføjer:

- Når vi går på banen og spiller mod hinanden, så er vi konkurrenter. Men vi er jo altså også kolleger. Og uden hinanden så er der jo heller ikke nogen liga eller nogen kampe at spille. Så derfor kan vi ligeså godt hjælpe hinanden og arbejde sammen.

Hune Boldklub har 80-100 spillere, og det har ikke været en nem opgave at finde andre klubber, der har plads til dem.

Har prøvet det før

Klubben har tidligere oplevet, at Hunes udvikling har gjort indhug i dens arealer.

- Hvis man kigger sig omkring, så har vi Aldi og Spar her, og der var jo en fodboldbane. Og der lå klubhuset - lige under Aldi-bygningen. Vi har været den her proces igennem én gang. Det er også derfor, vi er lidt rolige. Fordi vi har fået væltet vores klubhus og halveret det hele, og efter de gjorde det, så blev vi en af Vendsyssels største fodboldklubber. Det er jo en unaturlig ting. Men det er bare fordi, vi gør mere af det, som er vores DNA, det sociale, fortæller Morten Drivsholm.

Uanset om der bliver bygget på klubbens baner eller ej, er Hune Boldklub tvunget til at flytte klubhuset. Der skal nemlig etableres en ny vej, hvor det ligger i dag. Klubben har dog lært af sine erfaringer, så huset kan tages ned og flyttes i tre dele.

Annonceret indhold

Nyeste