Sally Borris Fuglsang og Anna Bastholm Mølgaard var en del af en gruppe, der prøvede River Rafting 36 gange og indsamlede data om turens hastighed. Foto: Martin Damgård
Livet her

Over 1000 elever var på skoledag i Fårup Sommerland

LÆRING: Elever fra Fjerritslev Gymnasium tog 36 ture i River Rafting for at indsamle data - mange andre nordjyske skoler deltog også i skoleuge i Fårup med udgangspunkt i parkens forlystelser

21. august 2021 kl. 12:00

klasselokalerne var for en dag skiftet ud med en skoledag midt i Fårup Sommerland for godt 1000 nordjyske skolelever i løbet af den forgangne uge.

Her bød Fårup på skoleuge, hvor elever fra folkeskolen og gymnasierne kunne give sig i kast med opgaver med udgangspunkt i parkens attraktioner - fx matematik omkring de kræfter, som Fårup Sommerlands forlystelser producerer og overfører til gæsterne.

Fjerritslev Gymnasium var af sted en af dagene med cirka 60 elever fra 2.g.

Ved River Rafting stod en gruppe på seks elever og noterede og observerede - deres opgave gik ud på at samle data ind omkring hastigheden af sejlturen for at se, om den blev påvirket af antal personer i båden og den måde, de var placeret på.

Anna Bastholm Mølgaard og Sally Borris Fuglsang var klar til at notere, mens andre fra gruppen var ude på sejlruten.

- Vi tager tid på den tid, de er i vandet, og vi tæller rotationerne i båden, fortalte Anna Bastholm Mølgaard, der samlede alle data i et excel-ark, så de var klar til videre analyse.

Begge nød den anderledes skoledag.

- Det er fedt at få lov at arbejde med noget andet end at sidde foran computeren. At få sat noget virkelighed på dét, vi laver, forklarede Sally Borris Fuglsang.

Og dataindsamlingen krævede en indsats af gruppens unge.

- Vi tager River Rafting 36 gange, fortalte Anna Bastholm Mølgaard - og så kom to deltagere ind, og der blev noteret flittigt og diskuteret, hvilke kombinationer af personer i båden, man manglede at undersøge.

Med bind for øjnene

Der var også elever fra Fjerritslev Gymnasium mange andre steder i parken.

Foran Rævens Hule sad en koncentreret gymnasieelev og gjorde notater. Det var Mia Klitgaard, som havde til opgave at notere aldersfordelingen og kønsfordelingen på de folk, der gik ind i Rævens Hule. Andre folk fra hendes gruppe havde samme opgave andre steder i parken.

Laura Kirk og en anden gruppe havde til opgave at prøve nogle af de vilde rutsjebaner med bind for øjnene og måle, om det påvirkede pulsen.

- Pulsen steg, når vi ikke kunne se noget, fortalte hun.

Andre elever fra Fjerritslev Gymnasium skulle beregne noget sandsynlighed i Lykkehjulet, mens andre skulle observere, hvor meget spritdispenserne i parken blev brugt.

De øver sig

Gymnasielærer på Fjerritslev Gymnasium, Peter Brun, var med på dagen, og han fremhævede, at eleverne får øvet sig i dataindsamling og i at arbejde med en problemformulering i Fårup Sommerland.

- Alle har spørgsmål i Fårup Sommerland. Hvor bliver man mest våd ved træstammerne?, gav han som eksempel.

Dagen i Fårup foregik som en del af et flerfagligt forløb, og planen var så, at eleverne skulle indsamle data og svare på deres problemformulering næste dag tilbage på gymnasiet.

- I 3.g skal de skrive SRP-opgave, det er også med en problemformulering, fortalte Peter Bruun, som også pegede på, at det er godt at arbejde med noget, der er relevant direkte ud i virkeligheden.

Socialt har dagen også en funktion for de unge - denne årgang har mistet meget fysisk undervisning i deres 1.g år.

- Alle har siddet foran en computer. De har aldrig været til en gymnasiefest. Gymnasiet handler også om at have gode kammerater, minder og oplevelser, sagde Peter Brun.

Samme dag var der også en stor gruppe elever fra Hjørring Gymnasium i Fårup Sommerland - det var cirka 200 elever.

Teori og praksis kobles

Det var tredje år, at Fårup Sommerland bød på en skoleuge i uge 33.

Parkens salgschef Bettina Christensen fortæller, at man gerne vil være med til at bidrage til læring og flytte undervisningen ud et sted, hvor man kobler teori og praksis på en anden måde end i det daglige og på den måde gør det sjovt for eleverne.

- Vi vil gerne have, at skolerne besøger Fårup, og det er generelt en del af at videreudvikle os og tænkte nyt. Det arbejder vi med hele tiden, fortæller hun om skoleugen.

Skoleugen har opgaver til de forskellige alderstrin i folkeskolen samt gymnasiet.

Fårup har lavet folkeskoleopgaverne i samarbejde med Løkken Skole, mens Nørresundby Gymnasium har været med i udformningen af gymnasieopgaverne.

Annonceret indhold

Nyeste