Livet her

Overrækning af nøgler til Fjerritslev College

Det er som en efterskole - dog uden ”skal-ting” og bliveweekender

28. september 2020 kl. 07:15

FJERRITSLEV: Fredag 25. september fik Fjerritslev Gymnasium overrakt nøglerne til sit ny fælleshus for Fjerritslev College, som endelig stod færdigt til stor begejstring for collegeeleverne, der indtil nu har brugt Skovhuset som fællesområde.

- Det bliver dejligt at få vores eget, fortæller collegeelev Anna Bastholm Mølgaard, der også nød omgivelserne i den tidligere børnehave, men dér skulle der også være plads til både mediefags- og billedkunstundervisning for alle gymnasiets elever.

30. juli 2019 tog forhenværende rektor for Fjerritslev Gymnasium Bjarne Edelskov sammen med kommunens borgmester Mogens Gade og en collegeelev første spadestik til det nye Fjerritslev College, der er placeret lige ved siden af skolen. Nu, et år senere, i en verden, der føles helt anderledes, står kollegiet færdigt.

- Fjerritslev College er ligesom en efterskole uden ”skal-ting”. Her er ingen bliveweekender eller tvungne aktiviteter. Det handler om at skabe lysten til at bruge tid med hinanden, som man kender det fra efterskolen, fortæller collegepædagogen Steffen Krøyer.

Og ønsket om efterskolefornemmelsen er fælles for de tre collegeelever, der har fået lov til at være med som collegerepræsentanter til overrækkelsen af nøglerne. De kommer alle fra andre byer, men Fjerritslev Gymnasiums enestående mulighed for at forlænge efterskoleånden var ikke til at stå for. Og det er de bestemt ikke alene om at synes.

Det nye college har været nødvendig for det lille gymnasium, der allerede måtte melde udsolgt, få måneder efter at de 40 boliger blev åbne for beboelse. Efter knap fire år med college som en del af gymnasiets tilbud, bor nu 64 elever fordelt på Fjerritslev Colleges tre områder i byen, hvor en fjerdedel af første årgang er flyttet ind. De første værelser, der blev tilbudt eleverne dengang, var på det lokale vandrerhjem, og sidenhen har de måttet rykke flere gange.

- Jeg har boet nede i byen, i en skurvogn og nu på det nye college, fortæller Stine Urban med et smil. Hun er lige startet på andet år af HF-uddannelsen og har om nogen mærket collegets rejse fra den spæde begyndelse.

Fællesbygningen, der ligger lige ved siden af de nybyggede kollegieværelser, er også ganske særlig for eleverne. Det har nemlig været muligt for dem at have indflydelse på udseende og indretning. Derfor er det heller ikke et firkantet byggeri, der er blevet opført. Med store vinduespartier og rundede træmure, tiltrækker bygningen sig opmærksomhed på lang afstand. Den spektakulære facon er mindst lige så fascinerende indvendig, hvor de krummede vægge er som bølger i havet.

- Vi vil ikke sættes i en kasse, og det afspejler vores fælleshus, siger Anna Bastholm Mølgaard.

Fælleshuset vil blive brugt til madlavning og fællesspisning samt forestillinger på den lille indbyggede scene og, hvad de unge elever ellers kan hitte på af kreative og sociale aktiviteter.

Annonceret indhold

Nyeste