Livet her

Pandrup Plejecenter fik udendørs fastelavns-besøg af børnehave - det gav en god oplevelse

19. februar 2021 kl. 07:00

Blokhusvejens Børnehave i Pandrup har været på besøg hos Pandrup Plejecenter udenfor, hvor de var udenfor og raslede.

- Vi havde den store glæde at få besøg udendørs af Blokhusvejens Børnehave. Der var over 20 forventningsfulde børn, der havde glædet sig. De havde lavet kroner, nogle var klædt ud og alle raslede. De sang udenfor plejecentret, fortæller Sarah Ejstrup Jørgensen, der er aktivitetsmedarbejder på Pandrup Plejecenter.

Selv om børn og ældre ikke kunne komme tæt på hinanden, var der alligevel kontakt.

- Nogle fik tæppe på og en masse varmt omkring sig og kom ud på altanen, hvor de kunne se og høre børnene. Andre hørte med fra åbne vinduer og døre, så godt de kunne. Det var en stor glæde for børn og ældre, fortæller Sarah Ejstrup Jørgensen.

Hun oplever, at børnenes besøg betyder meget for de ældre.

- Det betyder rigtigt meget. De knuselsker jo sådan nogle størrelser der, og vi er jo vant til, at de plejer at komme ind på plejecentret før corona. Der kom de ind og sang for beboerne, og det er altid meget populært, fortæller Sarah Ejstrup Jørgensen, der også peger på, at det betyder noget at kunne holde fast i en tradition.

- Det var så fint, og de var så glade alle sammen og det gav en rigtig god oplevelse til beboerne.

Efterfølgende var der også tøndeslagning indendørs for beboerne på plejehjemmet.

Annonceret indhold

Nyeste