De to tyve stak af efter et butikstyveri i Kaas før middag, men efter middag klappede fælden efter endnu et butikstyveri. Arkivfoto: Jesper Thomasen.
Livet her

Rumænske butikstyve stak af - men så klappede fælden

Det undersøges nu, om de to tyve har opholdt sig ulovligt i landet

17. februar 2021 kl. 17:34
Opdateret 18. februar 2021 kl. 10:22

KAAS/NØRRESUNDBY: To rumænere er onsdag eftermiddag blevet anholdt, efter de har begået to butikstyverier.

Det fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen til NORDJYSKE.

De to rumænere, der er henholdsvis 51 og 34 år, kom første gang i politiets søgelys, da de kort før middag havde været hos Spar-købmanden i Kaas.

Her var det lykkes dem at komme afsted med flere varer, før det blev opdaget.

De to stak af i en bil, som politiet forsøgte at få fat i, men det var uden held.

Fanget ved Aldi i Nørresundby

Det held fik politiet til gengæld kort tid senere ved Aldi på Viaduktvej i Nørresundby.

Lidt efter klokken 13 havde rumænerne igen været på spil og var kommet ud af forretningen med tre stjålne flasker spiritus, før de forsøgte at stikke af i bil.

Men denne gang fik lovens lange arm fat i dem.

De to er nu på politigården i Aalborg, hvor de sigtes for de to butikstyverier.

Det er dog ikke det eneste, som de to sigtes for. For ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi tyder noget på, at tyvene ikke opholder sig i landet lovligt.

Derfor skal Udlændingestyrelsen ind over, og hvis det viser sig, at de ikke er lovligt i landet, sigtes rumænerne også for overtrædelse af udlændingeloven.

Det har politi og udlændingestyrelsen tre døgn til at fastslå. Sålænge må de nemlig holde de to rumænere anholdt, når en udvisning er et muligt resultat af anholdelsen. Samtidig kan de to se frem til en bøde for butikstyverierne.

Annonceret indhold

Nyeste