Livet her

Seniorer fik Birkelse Hovedgaards historie

07. september 2017 kl. 14:45

Den store nye bus fra Fjerritslev Busser var god at have, da Landbrugets Seniorklub Han Herred var på udflugt. Da man kom til det planlagte besøg på Flyvestationen, var der desværre sket en fejl og derfor blev det ikke til en rundvisning. Men en snarrådig chauffør sørgede for, at også første del af dagen alligevel blev spændende. Det blev til en tur rundt i Vildmosen og et besøg hos Vildmoseporten efterfulgt af kaffe og kringle på Søparken i Aabybro.

Herefter gik turen planmæssigt videre til Birkelse. Omkranset af smukke gamle træer førte vejen frem til Birkelse Hovedgaard, hvor Malou Skeel tog imod de 56 deltagere fra Landbrugets Seniorklub Han Herred.

Birkelse Hovedgaards hovedbygning er opført i 1555-1697 og godset er på ca. 3.200 HA. Fra 1656 til i dag har Birkelse Hovedgaard været ejet af familien Skeel, men gårdens historie går helt tilbage til 1200 tallet. Den bebos i dag af Malou og Jørgen Christian Skeel. Hun viste rundt i alle bygningerne - i alle de private rum - og fortalte både gode historier, men også historiske fakta om den fine gamle bygning og slægt.

- Det er fantastisk, at hun åbner op på den her måde, sagde Kirsten Andreasen.

Og Ingrid Stagstrup tilføjede: - Jeg har tidligere set det med Haveforeningen i foråret. Særlig alle de fine portrætter af slægten er spænende, men også den gode historie om hullet i kuplen i køkkenet.

Og køkkenet var netop det første rum man kom ind i. Kuplen blev bygget som rygerum til datidens sognerådsmøder, fordi den daværende kammerherreinde Skeel ikke kunne lide lugten af tobaksrøg - og den har en udluftningslem i toppen.

I dag er rummet helt nyrenoveret og i den hvidmalede smukke kupel hænger Claus Bonderups lamper og giver rummet et moderne præg.

Fra køkkenet kom alle ud i en entre i flere niveauer - grundet en brand i 1600 tallet- meget spændende indrettet og fyldt med smukke jagt- trofæer. Alle i slægten er blevet portrætteret og stedet rummer én af de største portrætsamlinger. I entreen var der helt fyldt med portrætter på væggene - hele slægten hang der, skulder ved skulder. Det er tradition, at alle får malet deres portræt. Derfor er Malou Skeel og hendes mand også ved at blive portrætteret, som resten af slægten. Det er den kendte maler Jacob Ranzau, der har arbejdet med det et stykke tid. Han kan i øvrigt netop nu ses på Skagens Museum, hvor han udstiller indtil nytår.

Herefter så man gæsteværelserne, en stue og kom ind i det rum, der altid har heddet kontoret. Tidligere ejere har síddet ved skrivebordet med udsigt ud over gårdspladsen så der kunne holdes øje med bedriften. I dag er rummet stue.

- I må gerne sætte jer ned, sagde hun, sødt og betænksomt," - hvis nogen trænger, sagde Malou Skeel og fortsatte.

- Der skal leves i et hus ellers kan man mærke det med det samme. Vi prøver at være i alle rummene i hverdagslivet.

Efter at have set alle de spændende og smukke rum, fyldt med en hyggelig blanding af gamle ting og moderne tiltag, gik alle ned i det lille nye serveringskøkken. Her blev der spurgt ind og svaret og samtalen gik - tiden løb hastigt fra alle - for det var så spændende at få lov til at se hele det smukke hus. Der blev snakket og beundret - og nogle havde fælles bekendte - og der blev talt om generationsskifte og om alderen på nutidens landmænd - og om prioriteringer, når der ikke er råd til alt på én gang - noget alle kendte til. Landbrugets Seniorklub Han Herred har flere arrangementer i år, så man kan sagtens nå at komme med i det hyggelige fællesskab for tidligere landmænd og deres ægtefæller.

Tekst og billeder: Jette Juul Jensen

Annonceret indhold

Nyeste