Skøjtebanen i Blokhus har i tre måneder været en hyggelig aktivitet i bybilledet. Nu bliver den pillet ned.
Livet her

Sidste tur på isen - nu skal banen pilles ned

Efter tre måneder med skøjtebanen som fast del i bybilledet er det slut

01. marts 2023 kl. 08:31

BLOKHUS: Den første forårsmåned banker på, og med den er det tid til at pille skøjtebanen på torvet i Blokhus ned. 

Dermed er det også tid til at gøre status efter tre måneder, hvor man som fastboende og gæster i området har haft mulighed for at snøre skøjterne og komme på glatis.

Ifølge Lasse Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i fonden og SPAR-købmand, har sæson 2022/2023 været mere stille end året forinden, hvilket primært skyldes en jul med færre skøjtegæster.

- Juledagene var præget af mange dage med regn, og dagene fra 25. december til 31. december er - uden sammenligning - de bedste skøjtedage, men julen 2022 var præget af lavere besøgstal, siger han.

Forud for åbningen den sidste weekend i november havde de høje elpriser givet anledning til bekymring hos Blokhusfondens bestyrelse.

Men efter grundige overvejelser besluttede bestyrelsen, at skøjtebanen skulle opsættes.

- Vi havde en periode på omkring 14 dage i december, hvor elpriserne var ekstreme, men derefter har omkostningerne til el været fornuftige set i lyset af den situation, vi befinder os i, siger Lasse Nielsen, der mener, at det var den helt rette beslutning at opsætte banen, som har været medvirkende til at skabe hygge og stemning i en mørk tid.

- Den har bidraget til liv og aktiviteter i stort set samtlige weekender, hvor vejret har tilladt det. Det er en ekstremt vigtig aktivitet, og den understøtter en svær ydersæson for de erhvervsdrivende.

- Det er mit indtryk, at mange erhvervsdrivende kan se værdien af skøjtebanen, og derfor ønsker at bakke op omkring initiativet, siger Lasse Nielsen, der forventer, at den populære vinteraktivitet vender tilbage næste år.

Det tager omkring en uges tid, før isen er tøet op, og herefter går arbejdet med at pille banen ned i gang.

Annonceret indhold

Nyeste