Livet her

Skaber værdi med brugt IT

De ansatte hos NordVirk i Aabybro har autisme og deres hverdag går med at istandsætte brugte computere

24. september 2017 kl. 10:00

I NordVirks produktionslokaler i Aabybro er der travlt.

10 bærbare computere står på række klar til at blive efterset og få nye licenser.

- Det er Carsten (red. er bekendt med hans efternavn,) der er i gang med at formatere harddiskene.

Han er glad for sin arbejdsplads hos NordVirk, hvor han er nogle timer hver uge.

- Det med det sociale er jeg ikke altid så god til, og det ved de her, og de dømmer ikke en for at være den, man nu er, siger han.

At nogle af de computere, han gør klar går til familier, der ikke har så stærk en økonomi, synes han er en god ide.

- Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt så meget over det, men jeg synes da alle skal have en computer, siger han.

Et andet sted på værkstedet står Malthe Hall. Han er ved at skifte bunden på en bærbar computer, og han har været ansat en måneds tid, fortæller han.

Det er mest hardware-delen, der interesserer ham, og han har hurtigt fundet sin hylde hos NordVirk.

- Det tog noget tid at finde ud af, hvorfor jeg har det, som jeg har det, men her hos NordVirk, er det hele faldet på plads, siger han.

Fælles for medarbejderne er, at de har forskellige autisme-diagnoser.

NordVirk er en erhvervsdrivende fond, der også er registreret som en Socialøkonomisk virksomhed, der af regeringen defineres som "En privat virksomhed, der driver erhverv med det formål - gennem sit virke og indtjening - at fremme særlige sociale og samfundsgavnlige formål," fortæller direktøren.

- Det betyder at vi er non-profit og geninvesterer overskuddet i virksomheden til gavn for vores målgruppe og mission, forklarer Stepan Lee.

Missionen er, via salg af uddannelses- og arbejdstræningsforløb til kommuner og salg af refurbished ("genopfrisket," red.) IT og IT-service ydelser, at skabe og forbedre beskæftigelsesmulighederne for mennesker med autisme, forklarer han.

Arbejdsdagen bliver nøje styret for de omkring 20 medarbejdere.

- Det handler meget om, at lave en arbejdsdag på den enkeltes præmisser og med meget struktur.

- På den måde er der hele tiden udvikling, men også tryghed, forklarer han.

Men formålet med vores arbejde er selvfølgelig at hjælpe dem med at blive klar, så de er "interessante" for en arbejdsgiver, siger Stepan Lee.

- Og så de er trygge ved at komme ud på arbejdsmarkedet.

Annonceret indhold

Nyeste