Arkivfoto: Torben Hansen
Livet her

Snestorm truer Nordjylland: Uanset hvad bliver det noget bøvl

- I skal være beredt på, at der sker noget, siger vagthavende meteorolog ved DMI

14. februar 2021 kl. 21:38
Opdateret 15. februar 2021 kl. 09:08

NORDJYLLAND: I sidste uge var det Syddanmark, der blev ramt af årets første snestorm.

Mandag kan dele af Nordjylland også komme til at smage Kong Vinters knytnæve.

Det siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved DMI, til NORDJYSKE.

Siden søndag eftermiddag har DMI advaret nordjyderne om, at der kan bryde en snestorm løs fra mandag middag. Mens det ser ud til, at den vestligste del af Nordjylland slipper for det værste, så tyder noget på, at det kan blive vildt vejr i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Aalborg, Rebild og Mariagerfjord kommuner.

Det er en front med sne, der fra mandag morgen bevæger sig ind over landet fra vest, som i kombination med kraftig blæst fra sydøst og temperaturer omkring frysepunktet skaber en cocktail, der kan udløse en snestorm.

Især i den østligste del af Nordjylland, hvor temperaturerne bliver lavest.

Det er derfor, DMI hæver advarselsflaget med en risikomelding.

- Faktum er, at vi har noget ude for at sige til befolkningen, at I skal altså være beredt på, at der sker noget i løbet af dagen i morgen, siger Lars Henriksen søndag aften.

Han forventer, at nordjyderne de fleste steder kan vente mellem fem og 10 centimeter sne.

- Men det er en prognose. Det kan godt blive mere. Og med den vind og de temperaturer, vi får, vil det ligge og fyge, så uanset vil det helt sikkert skabe bøvl mange steder i trafikken, fastslår Lars Henriksen.

Annonceret indhold

Nyeste