Livet her

Søstjernen åbnede dørene

Naturbørnehuset i Hjortdal holdt forleden officiel indvielse, efter det er blevet en privat institution

25. september 2017 kl. 09:29

Den private institution Naturbørnehuset Søstjernen i Hjortdal blev fredag indviet i fantastisk sensommervejr.

Mette Marie Kronborg holdt på vegne af arbejdsgruppen en indvielsestale, hvor hun bl.a. kom ind på, at det har været en lang hård rejse, at komme frem til indvielsesdagen.

En rejse, der startede som en kamp for at bevare Søstjernen som en kommunal institution og siden ændrede sig til en drøm om en privat integreret institution med en naturprofil.

Mette Marie Kronborg pegede på, at selv om den kommunale institution lukkede, så er arbejdsgruppen meget taknemmelige over den hjælp og den støtte, de har fået fra Jammerbugt kommune i processen frem mod målet.

En tak fik også alle de forældre, der igennem forløbet har valgt at beholde deres børn i Søstjernen, og de medarbejdere der ligeledes troede på projektet og blev i huset.

Desuden lød der en stor tak til hele lokalområdet. Alle har på den ene eller anden måde bistået med noget, der hvor de har kunnet hjælpe.

Efter talen blev en grøn blomsterranke klippet over af Søstjernens børn som et symbol på, at nu er Naturbørnehuset officielt indviet, og der blev sunget to sange for gæsterne.

Derefter var der fiskefrikadeller tilberedt over bål, der var pandekager, snobrød, hjemmebagte boller, friskpresset æblemost og ikke mindst kaffe lavet på friskristede bønner.

Masser af gæster havde fundet vej til arrangementet i det smukke vejr, heriblandt Mariane Brix og Jennifer Rødbro fra Ørebroskolen

- Vi kommer, fordi vi synes, at Søstjernens profil matcher vores profil, fortalte Mariane Brix.

- Vi håber derfor, at nogle af forældrene kunne have lyst til at vælge os, når deres barn skal i skole.

Naturbørnehuset Søstjernen har lige nu otte vuggestuebørn, ni børnehavebørn og fem børn skrevet op til vuggestue.

Desuden indmeldte et hold forældre fra Fjerritslev deres barn i vuggestue på indvielsesdagen.

Annonceret indhold

Nyeste