Saltum IF kan se tilbage på en rigtig god sommerfest. Foto: Saltum IF
Livet her

Sommerfest i Saltum med kåring af Nolsridder

04. august 2021 kl. 14:36

Der har været sommerfest i Saltum, og det var en fest med stor succes og fantastisk opbakning fra de lokale.

Det oplyser formand for Saltum IF, Mark Larsen, i en pressemeddelelse.

Man havde i år valgt en ny lokation festlighederne, det var området omkring Nols Sø og Nols Hytten.

- Det var det perfekte sted, hvor børnene nemt og sikkert kunne lege, og KFUM Spejderne Saltum, ”Søspejderne”, sørgede for kanotur på søen og gang i bålet. Fremadrettet satser vi på, at dette bliver lokation for festen, skriver de.

Festdagene begyndte med en volleyballturnering, hvor der var kamp mellem gaderne i Saltum. Der var også banko og kræmmerboder, og så var der musik leveret af lokale stjerner. Det var Allan Vester Lassen, Claus Guldager, Thomas Guldager, Jan Edvard og Martin Kristensen.

Ny Nolsridder

Til festen blev der også kåret en Nolsridder - det er en person i området, som har gjort en ekstra indsats.

Titlen gik i år til Terkel Simoni Nielsen, og det begrundes således:

- Terkel forbindes med ”Koglen”, hvor han har ydet en kæmpe indsats for at gøre skovområdet tilgængelig og koordinere forskellige brugeres interesser f.eks. MTB og senest nu i forbindelse med Saltum Stien, hvor han har lavet et stort stykke arbejde med stien omkring Saltum og omkring Nols Sø. Han har taget pigtrådshegn op, fældet træer, beskåret mange træer langs stien, planeret stien på vandværkets grund og slået græs på stien ved søen. Han har fældet en hel del træer på sydsiden af søen, opstillet flere bænke, som er lavet af store træstammer. Han har sat skilte op om de giftige engbrændbæger, som er farlige og meget giftige for heste, køer og får. Også i Saltums Vandværk bestyrelse er de utroligt glade for den gode støtte, de har i Terkel, hvor han klarer hjemmeside og Saltum Info, når der evt. er brud på en vandledning.

Saltum IF melder også om, at de har helt ny, ung bestyrelse, som alle har haft en tilknytning til idrætsforeningen og byen, siden de var børn.

- Flere har været væk fra byen og vender nu hjem igen som voksne og bosætter sig i Saltum med deres familie. Det er vi ret stolte over. Dejligt, at man har været glade for foreningen og byen og dermed lyst til at flytte tilbage og være aktiv. Jeg tror, det er fællesskabet der bærer det, mener Mark Larsen.

Næstformand er Jesper Hjørringgaard, og desuden består bestyrelsen af Tanja Monjezi, Kirsten Pilgaard, Henrik Poulsen, Daniel Holm og Anne Kiilerich.

Suppleanter er Tobias Simonsen og Jane Koller.

Annonceret indhold

Nyeste