Den store opbakning til Stafet For Livet betaler sig. Arkivfoto
Livet her

Stafet For Livet med nyt flot overskud

Knap 400.000 kroner indsamlet til Kræftens Bekæmpelse

21. oktober 2018 kl. 09:19

FJERRITSLEV: Tallene er nu gjort op, og Kræftens Bekæmpelse har netop godkendt regnskabet fra den lokale Stafet For Livet, og med et overskud på lige knap 400.000 kroner har Fjerritslev-stafetten endnu engang lavet et ualmindelig flot resultat, som kronen på værket på et fantastisk døgn, hvor hele 1.307 deltagere var på banen for at gå eller løbe i den gode sags tjeneste.

Teamet bag Stafet For Livet Fjerritslev har svært ved at få hænderne ned. Og sådan har det faktisk været siden den første weekend i september, hvor den lokale stafet slog sin egen rekord både i forhold til antallet af deltagere, fightere, hold og sponsorer.

- Det er simpelthen en fantastisk opbakning, vi har mødt igen i år. Det er helt overvældende, og jeg bliver så utrolig stolt af, hvad vores lille lokalsamfund sammen kan præstere. Igen i år havde vi en helt enestående god stafet, hvor vejret var med os, og hvor der summede af liv, aktivitet og god stemning på pladsen fra start til slut. Netop den helt særlige stemning, er noget vores stafet har fået stor ros for, siger formand Anne Marie Holm fra Stafet For Livet Fjerritslev.

Stemningen har vist sig at være ret unik og er noget, der er blevet bemærket af mange også af de repræsentanter fra Kræftens Bekæmpelse, som havde valgt at lægge vejen forbi for at opleve Fjerritslev-stafetten.

Overskuddet fra stafetten går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Og 10 procent af de indsamlede midler går direkte til Kræftens Bekæmpelse Lokalafdeling Jammerbugt, som frit kan disponere over, hvordan de vil forvalte midlerne til glæde for lokale kræftpatienter og deres pårørende.

- Det er naturligvis en ekstra stor glæde, at en pæn del af overskuddet kommer vores lokale kræftpatienter og pårørende til gode, siger Anne Marie Holm.

Sidste års resultat muliggjorde blandt andet, at lokalforeningen kunne give et bidrag til kræftrehabiliterings-caféerne i Brovst og Pandrup og til sæsonafslutningen på de traveture, de arrangerer i samarbejde med Hjerteforeningen, samt at de kunne etablere mindfulness-forløb for kræftpatienter og arrangere foredrag med Daniel Svensson.

- At pengene også gør gavn lokalt er helt sikkert en stor motivationsfaktor, og derfor er jeg også utrolig glad for, at vi i år kan overrække lokalforeningen en check på 40.000 kr. til glæde for lokale kræftpatienter og pårørende, siger Anne Marie Holm.

Annonceret indhold

Nyeste