På denne mark syd for Fjerritslev skal der anlægges et regnvandsbassin.
Livet her

Stenalderfund tager et hak af ny sø

05. maj 2024 kl. 11:53

FJERRITSLEV: Det store kloakeringsarbejde i Fjerritslev går efter planen, men fundet af stenalderboplads syd for byen har tvunget os til at ændre lidt på planerne, fortæller ingeniør Jane Møller Mortensen fra Jammerbugt forsyning.

- Der skal etableres et regnvandsbassin på området ved Industrivej 34, der i dag er mark med en lille bæk, som slynger sig gennem landskabet. Da der tidligere er fundet flere fortidsminder i området, har der været arkæologer ude for at undersøge bassinarealet.

- Arkæologerne fandt en stenalderboplads med tre ildsteder. Bopladsen stammer sandsynligvis fra jægerstenalderens sidste del (ca. 5.400-4.000 f.Kr.), og den lå på datidens kystlinje.

- Det er overvejet at få foretaget en arkæologisk udgravning af stenalderbopladsen, men da fortidsminderne har det godt i jorden, har vi i stedet ændret på bassinets form, så der ikke skal graves lige der hvor bopladsen ligger.

Jane Møller Mortensen fra Jammerbugt Forsyning og Christian Wende Pedersen fra firmaet Ucon, der har slået stregerne til det store kloakeringsprojekt. Arkivfoto.

Rekreative muligheder

- Det kommer til at se lidt anderledes ud, men det vil fortsat fungere efter hensigten. Måske bliver det endda lidt mere interessant for borgerne. Når det står færdigt, er alle velkomne til at gå en tur omkring det, og hvis man holder en lille pause lige der, hvor bassinet slår et sving, kan man tænke tilbage på stenalderjægerne og måske mærke historiens vingesus, mens man spejder ud over det gamle hav, foreslår Jane Møller Mortensen.

Regnvandsbassinet ved Industrivej 34 får et lille hak for at beskytte en stenalderboplads.

Bassinet bliver tidligst anlagt i 2025. Det skal fungere som en ”venteplads” for byens regnvand, før det ledes ud i vandløbet, således vandløbet ikke bliver oversvømmet eller ødelagt af de store vandmængder. Mens vandet venter, kan de tunge partikler bundfældes, og der er mulighed for at lukke af for bassinet, hvis der sker et stort oliespild på byens veje. Regnvandsbassinet har dermed også en rensede effekt.

Jane Møller Mortensen oplyser i øvrigt, at der netop har været konstituerende møde i Jammerbugt Forsyning A/S. Formand er Ulla Flintholm (V) og næstformand Per Halsboe-Larsen (A).

Annonceret indhold

Nyeste