Livet her

Støtte til vikinger og fodboldspillere Uddelinger fra Fonden for Sparekassen Himmerland

19. september 2017 kl. 15:30

For nyligt modtog to foreninger i og omkring Fjerritslev donationer til deres aktiviteter. Det skete, da afdelingsdirektøren for Jutlander Bank i Fjerritslev, Henrik Jensen, var sendt i byen på vegne af Fonden for Sparekassen Himmerland.

Første stop gjorde han ved FIF Fodbolds lokaler på Brøndumvej i Fjerritslev, hvor formand Søren Jensen tog imod. Klubben fik her overrakt 10.000 kroner til indkøb af nye rekvisitter som bolde, kegler og veste. Donationen kommer på et kærkomment tidspunkt, fortæller klubformanden:

- I denne sæson har vi igen oplevet en stor tilgang af nye spillere. Især flere piger har fået mod på fodboldspillet. Derfor har vi brug for nyt udstyr, og her er denne donation en stor hjælp.

Dernæst gik turen til Aggersborg. Hvert år afholdes der her et vikingehåndværkertræf, og i år ønskede arrangørerne at lokke flere gæster til ved at satse på øget markedsføring. Til det formål modtog foreningen 5.000 kroner. Og missionen lykkedes til fulde, fortæller Henning Christensen fra foreningen:

- Det var en særdeles vellykket dag med over 800 betalende gæster. Uden donationer som denne havde det ikke været muligt at nå så bredt ud.

Jutlander Banks afdelingsdirektør i Fjerritslev, Henrik Jensen, er glad for at støtte almennyttige og velgørende formål i Fjerritslev og omegn på vegne af Fonden for Sparekassen Himmerland.

Fonden er den største aktionær i Jutlander Bank, og de midler, fonden løbende deler ud af til almennyttige formål i lokalområdet, stammer primært fra udbytte af de aktier i Jutlander Bank, som fonden ejer. I 2017 er fonden således tilført 20 millioner kroner i udbytte som følge af Jutlander Banks gode resultat i 2016.

- Det er herligt at opleve, at frivillige kræfter tager initiativ til at udvikle vores lokalområde. Og i Jutlander Bank er vi glade for, at en god del af de penge, vi tjener i lokalområdet, på denne måde bliver kanaliseret tilbage til gode formål i vores område, siger Henrik Jensen.

Annonceret indhold

Nyeste