Livet her

Stof skal erstatte plast på Hannæs

Asylansøgere og frivillige syr poser, der skal deles ud i butikker i Vesløs, Amtoft og Frøstrup

11. september 2017 kl. 07:57

Mediernes billeder af plastik-øer i verdenshavene har sat sig på nethinden hos Susanne Falk fra Vesløs.

- Det er frygteligt at se på, hvordan vores strande bliver ødelagt.

Hun vil derfor sammen med en gruppe frivillige på asylcenter Stenhøj i Vesløs sat sig for at gøre sit til at reducere antallet af plastikposer.

- Vi vil sammen med asylansøgerne og borgere på Hannæs sy indkøbsposter i genbrugsstof, forklarer hun.

Tanken er, at poserne skal hænges op områdets dagligvarebutikker, man kan derefter tage en pose til sine indkøb og returnere den næste gang, man kommer.

- Vi har talt med brugsen og købmændene i Amtoft, Vesløs og Frøstrup. De har alle sagt ja til at være med og vil meget gerne hjælpe os med at dele poserne ud, siger hun og glæder sig over, at projektet bliver mødt med stor sympati og velvillighed.

Hun forventer, at der skal sys op mod 1000 poser, og alle kan være med. Man kan hjælpe ved at indsamle stofrester og sytråd eller ved at klippe og sy poserne - enten hjemme eller sammen med andre på asylcentret.

For selv om det handler om at reducere mængden af plastikposer, så vil Susanne Falk og hendes medinitiativtager Jytte Johnsen også gerne skabe en meningsfuld aktivitet for særligt kvinderne på asylcentret.

- De har heldigvis taget det til sig og er meget begejstrede. Nogle er allerede i gang med at klippe stof til poserne, siger hun.

Initiativtagerne var for nylig på sundhedsmessen med en lille stand for at fortælle om deres ide, og også her blev de taget godt imod.

18. september holder de et informationsmøde på Stenhøj i Vesløs, hvor de fortæller om projektet og indsamler genbrugsstof i form af f.eks. duge og sengetøj samt går i gang med arbejdet med at klippe og sy. Alle er velkomne til at være med, understreger Susanne Falk,

- Vi skal bruge rigtig mange poser, inden vi kan aflevere dem ved købmændene og komme i gang, siger hun og tilføjer, at hun håber det kan ske i slutningen af oktober eller begyndelsen af november.

Annonceret indhold

Nyeste