Livet her

Stor kunstudstilling rykker til Bratskov

06. oktober 2017 kl. 08:40

"Kunst på Slottet" har tidligere været en tilbagevendende årlig påskeudstilling på Dronninglund Slot. Men da dette slot ikke længere afholder kunstudstillinger, har arrangørgruppen bag arrangementet besluttet at sadle om.

Derfor vil Kunst på Slottet frem over blive en tilbagevendende kunstudstilling på Bratskov Herregård. Udstillingen vil blive afholdt to gange årligt - en weekend om efteråret og en weekend om foråret.

Kunst på Slottets efterårsudstilling holdes lørdag 14. oktober fra 10 til 17 og søndag den 15. oktober fra 10 til 16.

På udstillingen deltager 27 seriøse samtidskunstnere fra hele Danmark og der vil derfor være fyldt op overalt på herregården med god og spændende kunst og kunsthåndværk af høj kvalitet.

Arrangørerne Inge Frederiksen og Lise Jensen fortæller, at de ser frem til at skabe en flot og succesfuld udstilling i disse smukke rammer og glæder sig til at byde såvel nye som gamle besøgende velkomne.

Der er gratis adgang til udstillingen, samt mulighed for gratis at deltage i lodtrækning om to kunstværker ved deltagelse i en spørgeskemaundersøgelse.

Der er fernisering på kunstudstillingen lørdag den 14. oktober klokken 10.30 i Riddersalen, hvor den unge vokalist, Ingrid Halle, underholder med sine egne sange, der har elementer af skandinavisk folketone, farvet af tidens singer-songwriter og jazzartister.

Har man lyst til at komme forbi, vil der være noget for hver en smag, da udstillingen både rummer billedsyning, foto, keramik, tegninger, maleri, skulptur, collager, håndmalet tekstil, smykker, glaskunst og meget andet.

Annonceret indhold

Nyeste