Livet her

Stur, stur nummer i Klim

12. september 2017 kl. 10:01

Børnene i Storkereden og på Thorup-Klim Skole er begyndt skoleåret på en noget anderledes måde.

Børnene - fra vuggestue til og med 2. klasse - har netop gennemført en uge med cirkustema, der sluttede en en storstilet forestilling.

Gert Rubæk fra Rold Cirkusmuseum var med alle dage, og han fortalte om historien bag cirkus, om klovne, cirkusprinsesser, og hvordan det hele startede. Endvidere kunne han også mange tricks, hvilket faldt i god jord hos børnene.

Cirkusforestillingen blev indledt med en flok heste, som blev dirigeret rundt af pædagogerne fra Storkereden. Under træningen var hestene lidt vilde og ville løbe ud af manegen, men da de skulle i rampelyset, var det helt perfekt.

Derefter kom der både klovne, linedansere, cirkusprinsesser, jonglører, piger på høje stylter, fakir og akrobater.

Under hele forestillingen blev der spillet høj cirkusmusik og duften af popcorn sad i publikums næser. Stemningen var i top og publikums bifald stormede ind over artisterne.

Dog blev der fuldstændig stille, da Bastian skulle ind i den store sabelkasse, hans makker Simon skulle nu sætte otte sabler ind gennem den store kasse, men til alles overraskelse kom Bastian ud med alle lemmer i behold.

Efter forestillingen havde forældrerådet i børnehaven arrangeret spisning, hvor der var kagekonkurrence, så alle havde mulighed for at sætte tænderne i en lækker cirkuskage til sidst.

Det var en fantastisk eftermiddag og aften med ca. 250 deltagende.

Annonceret indhold

Nyeste