Tandlæge Erik Holmer-Jensen, som i næsten 30 år havde klinik i Søndergade, går nu på pension.Privatfoto
Livet her

Tandlæge stopper efter 46 år

28. september 2017 kl. 08:27

Efter 46 år som praktiserende tandlæge - heraf de 41 med egen praksis i Fjerritslev og Løgstør stopper tandlæge Erik Holmer-Jensen for at gå på pension.

- Det har været en både dejlig og travl tid på klinikkerne, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alt personale klinikassistenter, elever og tandlæger, som har ydet en stor arbejdsindsats i bestræbelserne for at øge sundheden i det nordvestlige Jylland, siger han.

Erik Holmer-Jensen fylder 71 år næste måned og mener, at det er passende at sige stop nu.

Egentlig forsøgte han allerede i 2003 at gå på pension, da han efter små 30 år som tandlæge i Fjerritslev solgte sin tandklinik i Søndergade.

- Det var lidt vemodigt efter alle de gode år. Men jeg skulle åbenbart ikke pensioneres, for jeg blev kontaktet af ejeren af den tandklinik i Løgstør, som havde meget brug for en selvstændig praktiserende tandlæge med eget ydernummer, fortæller han.

Den ene ting tog den anden, og han startede egen praksis i samarbejde med ejeren af klinikken, som var tandplejer.

- Vi behandlede børn og unge i skoletandplejen samt voksne patienter. Desuden behandlede jeg akutte patienter med smerter og infektioner fra flygtningecentret i Ranum. Der var nok at se til, og pludselig var der gået 10 år mere, siger han og tilføjer, at han flere gange har luftet tanken om at stoppe, men hver gang er blevet overtalt til at fortsætte.

- Men nu ser jeg så, at dåbsattesten viser 71 år i næste måned, så er det vist passende at sige tak til alle mine trofaste norden- og søndenfjords patienter samt min samarbejdspartner, siger han.

Annonceret indhold

Nyeste