To storke og en hare mødtes på en mark i Knøsgaard. Foto: Hans Peter Urth
Livet her

To storke og en hare på en mark

NATUROPLEVELSE: To storke besøgte en mark i Knøsgaard - det særlige syn blev nydt af flere borgere og en hare

18. maj 2021 kl. 16:18
Opdateret kl. 23:17

Hans Peter Urth fra Biersted havde mandag aften en temmelig speciel oplevelse: Han fik mulighed for at se to storke på en mark, hvor de oveni købet var tæt på en hare.

Hans Peter Urth tog mange gode billeder af mødet, som foregik på en mark indenfor byskiltet i Knøsgaard.

- Jeg er meget fugleinteresseret, jeg tror mange i Biersted har en stor naturinteresse. Jeg er også amatørfotograf, fortæller han.

Synet på marken var noget særligt for ham.

- Det er bestemt en stor oplevelse. Det er så sjældent, at man ser storke. De har lidt svært ved det intensive landbrug, der er ikke dét føde til dem, der var engang, så det er sjældent, de kommer på de her kanter, fortæller Hans Peter Urth.

Hans Peter Urth oplevede også, at andre var kommet for at se storkene.

- Der var bestemt lidt opløb. Mange ville gerne se de storke. Det var en god oplevelse, man ved jo ikke, om de bliver i fem minutter eller en halv time. Efter en tid fløj de videre mod nord op mod mosen, så det kan være, man kan være heldig at se dem i Vildmosen, siger han.

Grunden til, at Hans Peter Urht blev opmærksom på de to storke, var at Gitte Jensen, Biersted, havde spottet dem og delt opdagelsen på facebook.

Da Hans Peter Uhrt så det, kørte han hen på stedet.

- Det var heldigt, at de var der stadigvæk, da jeg kom, fortæller han.

Gitte Jensen var på vej for at besøge en veninde, da en bil foran hende stoppede op og bevirkede, at hun selv fik øje på storkene. Derfor gik hun og veninden en tur og så på storkene, og hun fik lyst til at dele det med andre interesserede i en lokal gruppe på facebook.

- Det kunne godt ske, at nogle var fugleinteresserede. Det er ikke hver dag, man støder på en stork, så det var for at dele den med vores lille by, fortæller Gitte Jensen, der peger på, at det er godt for et lille lokalsamfund, at man kan dele de oplevelser, man har, specielt i en coronatid.

For Hans Peter Urth var det en stor glæde af få mulighed for at komme tæt på storkene.

- Det er meget specielt. Der går år og dag mellem, at man ser en på de her kanter, fortæller han.

Han har også spekuleret på, hvad de to storke mon lavede i Knøsgaard.

- De skal ikke flyve rundt på den her tid. De skal have et sted og have en rede. På en eller anden måde har de måske forpasset sæsonen. Måske er det et par unger fra sidste år, der ikke har fundet mage. Hvis de var et par, så havde de haft en rede et sted og været i gang med at fodre unger, mener han.

Annonceret indhold

Nyeste