Livet her

Triumf for Han Herred-rytter

11-årige Mia Halkjær Mikkelsen fra Gøttrup til tops ved Danmarks-Cup-stævne

20. september 2017 kl. 14:04

11-årige Mia Halkjær Mikkelsen kom helt til tops ved DanmarksCup stævne på Kallehavegård ved Randers for nylig.

Sammen med en række klubkammerater deltog hun ved det store tredages stævne på de to ponyer, Banrion Thrá Lí og Amman. Stævnet havde deltagere fra hele landet og blev blandt andet bedømt af den danske landstræner for juniorer og ung-ryttere Bo K. Møller.

I DanmarksCuppen kan man kun deltage i én klasse, og Mia var derfor allerede inden start nødt til at vælge hvem af ponyerne, som hun skulle ride i Cuppen. Mia var tvunget til at ride de sværeste klasse pga. tidligere opnåede resultater og valget faldt på den bundsolide Banrion Thrá Lí, som ejes af hendes storebror, Malthe.

På trods af at de to kun har dannet par siden april, har de allerede opnået stor succes.

Ekvipagen lagde da også godt fra land allerede fredag med en hurtig og fejlfri runde, og denne præstation blev gentaget lørdag, hvilket betød, at hun sammen med to andre ryttere var i spidsen inden søndagens afgørende finale.

Presset var stort, da hun red på banen som klassens sidste rytter søndag eftermiddag. Men både hest og rytter var i topform, og resultatet var igen en fin runde uden fejl - sejren var hjemme.

Mia Halkjær Mikkelsen fik et dækken, rosetter, pengepræmie samt medalje og plakette fra Dansk Ride Forbund. Og efter præmieoverrækkelsen måtte rytteren den traditionelle tur i vandgraven godt hjulpet af sine klub- og rytterkammerater fra Vesterstrand Ridecenter.

Den 11-årige går til dagligt i 5. klasse på Ørebroskolen og bor på Vesterstrand Ridecenter ved Gøttrup, hvor hendes far er bestyrer og underviser i springning.

Hun har redet siden hun kunne gå og fik sin første pony, da hun var blot fire år gammel.

Hun træner hver eneste dag, idet det kræver flid, stædighed og arbejdsomhed at holde tre ponyer i gang. Udover de to førnævnte ponyer har hun også en yngre, mere urutineret pony, som er af familiens eget opdræt, således at der også er en ny på vej. Men på trods af lange skoledage, så knokler hun på med træning og uddannelse af sine ponyer, og der er ingen tvivl om at det sidste års tids ekstra dressurtræning har båret frugt.

Ved stævnet deltog fra Han Herreds Hestesportsklub også Anna Sofie Krarup Andersen og Laban, Frederikke Brøndum og Scarlett O’ Hara, Julie Mogensen Larsen og Apollon, Ella Gjettermann Olsen og Vanilla Sky, Josefine Sønderhaven Kloster med Cameroun og Triton og Inge Ulvsbjerg Toft med Athos og Pontiac. Alle ryttere red mange fine runder med flere placeringer og sløjfer til følge.

Ud over det rent sportslige bød weekenden trods en del regn på masser af hygge med camping, fællesspisning og bakken-hinanden-op.

Annonceret indhold

Nyeste