Det er gode tider for hushandler. Arkivfoto: Torben Hansen
Livet her

Trygt at købe bolig i Jammerbugt

07. september 2017 kl. 08:18

Nye tal fra Boligsiden.dk vidner om et sundt boligmarked i Jammerbugt Kommune, hvor antallet af bolighandler ligger på et stabilt niveau, mens boligpriserne er stigende. Samtidigt er liggetiden det seneste år faldet med to procent, og Nordjyske Bank forventer derfor, at boligpriserne i kommunen kommer til at stige yderligere.

På nuværende tidspunkt af året er der solgt 214 villaer og rækkehuse, hvilket er lidt over gennemsnittet, hvis man hvis man sammenligner med perioden fra 2009 og frem. Hos Nordjyske Banks afdeling i Aabybro opfatter man også boligmarkedet som stabilt, og det danner grundlaget for en spirende optimisme for fremtiden.

- Antallet af bolighandler i Jammerbugt Kommune har ligget på et ganske stabilt niveau de seneste mange år, og der er intet, som tyder på, at antallet kommer til falde. Tværtimod er der mere, der peger på, at det stiger over de næste par år, fortæller afdelingsdirektør, Tommy Kristensen.

Han henviser til, at det er blevet en langt bedre forretning at finansiere fast ejendom blandt andet på grund af den historisk lave rente.

- Det er attraktivt at købe bolig i Jammerbugt Kommune, og det kan vi også mærke, når vi taler med vores kunder. En forklaring er naturligvis, at der sker en masse gode ting i kommunen, og at der er flere attraktive steder at bo. Blandt andet steder hvor man får rigtig meget for pengene i forhold til eksempelvis en bolig i Aalborg, fortæller Tommy Kristensen og fortsætter:

- Tryghed er desuden et vigtigt parameter ved et boligkøb, og derfor er det sunde boligmarked, de gode finansieringsmuligheder, en positiv reallønsudvikling og en stigende beskæftigelse med til at forstærke incitamentet for at investere i fast ejendom. Samtidig er det også rart at bo i Jammerbugt Kommune, hvilket blandt andet også kom til udtryk i kåringen af Årets Villavej 2017, hvor enormt mange villaveje i kommunen bød ind med gode historier om et godt sammenhold og naboskab.

Gennemsnitsprisen for en bolig per kvadratmeter var i juli 9.425 kroner i Jammerbugt Kommune, hvilket er det højeste, hvis man sammenligner med samme måned de sidste ti år. Sammenligner man med alle årets måneder, skal man helt tilbage til maj 2016, for at finde en kvadratmeterpris, der overgår denne sommer. Her var kvadratmeterprisen nemlig 9.805 kroner.

Annonceret indhold

Nyeste