Livet her

Udendørs spontan idræt hitter i Biersted

31. maj 2021 kl. 13:07

Store lastbildæk, kettlebells og en førstehjælpsdukke er nogle af de redskaber, der ligger klar på græsset ved siden af Biersted Hallen.

- Vi er spændte på den dame. Hun er ny, siger Marikka Fischer, en af deltagerne på Biersted Idrætsforenings udendørs crossfit, og kigger smilende på førstehjælpsdukken.

I dag er 14 deltagere mødt op. Nogle gange er der 40. Modsat holdsport som håndbold og fodbold, hvor man helst skal møde til træning hver gang, er idéen med spontan idræt, at deltagerne kommer, når de har tid og lyst.

- Det giver sådan en frihed, tror jeg. Man kan komme de gange, man har lyst. Man er ikke bundet af, at man skal komme hver gang. Det er nogle gange, det der sker med holdsport. Det kan være svært at få familien til at hænge sammen, siger Charlotte From, som fik idéen til at arrangere udendørs crossfit i Biersted.

- På grund af corona-nedlukningen, så begyndte jeg at mangle at se nogle mennesker i Biersted. Og så lavede vi et par prøvegange, hvor jeg lige havde en flok venner med. Og så var der mange, der spurgte: ”Er det ikke noget, alle kan få lov at være med til?”, fortæller Charlotte From.

Det kunne hun ikke sidde overhørig. Da hun selv har skiftende arbejdstider, foreslog Biersted Idrætsforening, at hun skulle prøve at finde nogle ekstra trænere. Hun fandt hurtigt to andre, der ligesom hende stiller op frivilligt. Og selvom indendørs træning nu igen er tilladt, fortsætter Charlotte From og Biersted Idrætsforenings udendørs crossfit med stor succes.

Fuld hammer

Dennis Møller Jensen, der er dagens træner, går rundt og holder øje med deltagerne, mens de træner ved de forskellige stationer, han har stillet op. Han råber:

- 20 sekunder.

Dorthe Linde svinger forhammeren over hovedet og lader den hamre ned i lastbildækket.

Jeg spørger, om der er nogen bestemt, hun tænker på?

- Nej, svarer hun diplomatisk og fortsætter med et stort smil:

- Det kunne der godt være. Men jeg nævner ingen navne.

Dennis Møller Jensen beordrer:

- Vi holder og rokerer.

Mens Dorthe Linde og de andre deltagere lægger forhammer, kettlebells, og hvad de ellers lige har trænet med, og går videre til den næste træningsstation, fortsætter han:

- Vi kører om tre, to, en. Kør!

Alle 14 deltagere knokler løs. I dag er 13 ud af 14 kvinder.

- Mændene er i undertal. I dag er der én. Det er ham, der er hjælpetræner, når vi ikke kan stille med to trænere. Men ellers har vi altså en tre-fire mænd, der også kommer. De er meget velkomne. Det vil være fint, hvis vi kunne få nogle flere mænd. Ellers så overhaler kvinderne dem nok snart. De er seje, siger Dennis Møller Jensen.

Håb om at fortsætte

Udendørs crossfit i Biersted fortsætter i hvert fald indtil sommerferien.

- Vi håber, det er noget, vi kan blive ved med hele tiden, fordi vi kan se, folk gerne vil træne ude. Der er også rigtig mange unge, der kommer og træner, som har små børn. Så kan ungerne rende og lege på skaterbanen og legepladsen her, imens forældrene træner, siger Charlotte From.

Lige nu er der træning onsdag og lørdag. Planen er, at den populære udendørs aktivitet holder pause i sommerferien, og så satser Charlotte From på, at de får lov til at begynde igen i uge 32.

Annonceret indhold

Nyeste