Livet her

Udfordrer sclerose med løb

Løb i næste weekend i Blokhus skal samle midler til forskning

12. september 2017 kl. 10:42
Opdateret kl. 11:10

Vi glemte tilmeldingen til Optimistløbet i weekenden.

35-årige Marie Schrøder Carlsen fra Aabybro, har sygdommen sclerose, men er samtidig også optimist.

Og det har vist sig at være en rigtigt god kombination, når man lider af en kronisk sygdom som sclerose, der angriber centralnervesystemet.

- Man kan jo sige, at en kronisk sygdom er som en gæst, der aldrig går, siger hun tankefuldt.

- Og sådan en gæst er jo noget, man må takle, så man kan få det allerbedste ud af det.

For Marie Schrøder Carlsen blev ugentlige løbeture gennem Aabybros naturområder en optimistisk oase.

- Vind i håret og sved på panden giver ro i hjernen, forklarer hun.

Hun har derfor besluttet sig for at arrangere et "Optimistløb," der skal løbe af stablen 17. september klokken 14.00 i Gatewayen Blokhus i samarbejde med Scleroseforeningen. Tilmelding skal ske til ergomarie@gmail.com

- Jeg tror på en positiv tankegang, i samarbejde med motion og sund kost, kan nedbringe antallet af dage man har det dårligt, siger Marie Schrøder Carlsen.

Marie Schrøder Carlsen blev diagnosticeret for otte år siden, hvor hun startede på sin uddannelse til ergoterapeut.

- Jeg havde alle tegnene, det kunne jeg jo godt se, da vi nåede til sygdommen i faget "sygdomslære," fortæller hun.

Hun havde inden da undret sig over en rislen i kroppen og en sensibilitet, hun ikke kunne forklare.

- Så på sin vis var det jo en utrolig lettelse at få en diagnose, siger den unge mor til to børn.

Hun blev til sin egen overraskelse glad for at løbe, da hun var på et ophold på Sclerosecenteret i Ry.

- Som familiemor til to, var jeg ikke forvænt med mig-selv-tid, men det var der i Ry pludselig plads til, smiler hun.

Der er to ruter, der kan benyttes på henholdsvis to kilometer og 50 meter, og man finder selv sin egen sponsor for antal omgange, man har opnået.

- Man kan selv vælge om man vil gå eller løbe for at samle ind til forskning i Sklerose, og der er sponsorpræmier på højkant.

- Jeg har tiltro til, at vi med forskning kan løse sclerosens gåde, og jeg vil rigtig gerne kunne sige til mig selv, at jeg har gjort mit, for at få samlet en sum penge ind, siger hun. Tilmelding skal ske til ergomarie@gmail.com

Annonceret indhold

Nyeste