Livet her

Uugghuggh: Indianere lige midt i storkereden

Børnene får større forståelse for naturen gennem leg

15. juni 2021 kl. 20:06

I Børnehaven Storkereden ved Thorup-Klim Skole er der efterhånden en tradition, at der i april til juni arbejdes med et større emne, som kan give børnene forståelse for naturen, og hvordan man bruger natur i vores hverdag. I år har emnet handlet om indianere.

Børnene begyndte med at lave indianerdragter og tipier af gamle T-shirt og lagner, som forældrene havde liggende hjemme. De blev dekoreret efter alle kunstens regler af børnene med kartoffeltryk. Både T-shirt og lagner blev farverigt pyntet med flotte mønstre. Herefter blev der lavet hovedbeklædning med farvestrålende fjer.

Gennem emnet har Børnene stifteT bekendtskab med mange facetter af indianerlivet. De har lavet fine halskæder af farvet pasta, lavet perler af grene fra et hyldetræ og en amulet, som børnene selv havde savet af en gren.

Børn og voksen har snakket om indianernes totemdyr eller lykkedyr - om at indianerne havde bjørne, bison eller ørne, som totemdyr, og at de dyr ikke lever i Danmark.

Børnene har fremstillet flitsbuer og pile, og i den forbindelse blev der snittet med dolke. Det var spændende og også lidt farligt at snitte med dolk i en pind og alle koncentrerede sig meget. Det blev heldigvis kun til en enkelt skramme på en finger, men det kunne klares med et stykke plaster.

Hver fredag har Storkeredens køkkendame, Eva, lavet bålmad til alle, og her har børnene bidraget med at samle forskellige spiselige planter som mælkebøtteblade, brændenælder og skvalderkål.

Som afslutning på emnet, blev der holdt et indianer OL, hvor der blev skudt med bue og pil efter farlige dyr, kastet med bolde efter en kaktus, balanceret på en planke over en flod fyldt med piratfisk og kastet med ringe lavet af pilegrene for at fange hestene.

Gennem hele forløbet har børnene øvet på Solgudens dans, hvor indianerne danser regnen væk og solen frem, samt danset rundt om totempælen.

pd

Annonceret indhold

Nyeste