Lokalerne i Blokhus skal renoveres og derefter indrettes i samme stil som caféen i Aalborg. Foto: Lars Pauli
Mad & Drikke

Café Peace åbner på Torvet i Blokhus - og ejeren er lykkelig for placeringen

Efter knap syv år i Aalborg starter et nyt eventyr for Café Peace, der slår dørene op for endnu en café i Blokhus

01. marts 2021 kl. 08:00

Duften af nybrygget kaffe, lyden af klirrende kopper, masser af liv og en afslappet stemning for flere generationer bliver rammerne for Café Peace, som snart inviterer sultne og tørstige gæster indenfor i Blokhus.

Ejeren af den kommende Café Peace i Blokhus, Anne Kønig, som i snart syv år har drevet caféen med samme navn i Aalborg, glæder sig til at tage konceptet fra storbyen med videre til badebyen i de nye lokaler, hvor restaurant Casa Blanca tidligere havde til huse.

- For at være helt ærlig kunne det her sted, det her hus og det her lokale ikke være bedre. Jeg er så lykkelig, siger hun.

Når valget er faldet på Blokhus, er det ikke tilfældigt. Anne Kønig er selv kommet i den nordjyske ferieby som ung og har i dag sommerhus i området. Og det er måske netop, fordi byen rummer og tilgodeser flere generationer, at Blokhus har en helt særlig betydning for caféejeren.

- Mange af dem, som kommer i Blokhus, har en eller anden form for tilknytning til byen, som er opstået i deres liv. Engang var det jo særligt de unge, som tog herop og festede. Sådan er det ikke rigtig længere, fornemmer jeg, siger hun.

Anne Kønig har længe været interesseret i lokalerne på Strandvejen 3 i Blokhus, så da de pludselig blev ledige, slog hun til.

Hun er særligt glad for den centrale beliggenhed på torvet tæt på stranden.

- Når man er på ferie, er det tit på torvet, man starter, og også der man samles igen. Med placeringen tror jeg, vi kan tilbyde noget, der ikke har været her før, siger hun

Ambitionen for Café Peace er, at det skal være et sted, hvor man kan læne sig tilbage og slappe af, og som man ikke nødvendigvis behøver at sætte mange timer af til at besøge.

Caféen forventes at åbne om et par måneder, men den nøjagtige dato er ikke fastlagt. Lokalerne i den hvide bygning skal nemlig laves helt om, og både borde, stole, barer, klinker og toiletter skal udskiftes, før caféen kan invitere besøgende indenfor. Desuden skal der bygges en stor træterrasse, der også giver plads til mange gæster udenfor.

- Det er et sted, som har været rigtig fint engang, men som trænger til at få nyt liv, fortæller Anne Kønig.

Hun er derfor i fuld gang med værktøj og malerpensel. Caféen skal indrettes i samme stil som caféen på Boulevarden i Aalborg.

Annonceret indhold

Nyeste