Villy Hvarregaard ser frem til, at Pandrup Skytteforening igen får indendørs baner.
Livet her

Manglende faciliteter kostede medlemmer: Nu vender det efter tre år

27. april 2024 kl. 06:02

PANDRUP: Efter at have været uden indendørs skydebaner i tre år begynder det nu at lysne for Pandrup Skytteforening. Der er netop underskrevet en brugsretsaftale med Jetsmark Idrætscenter, som betyder, at skytterne nu igen kan få indendørs baner.

- Vi er glade, og det er dejligt, at vi nu kan se frem til igen at få indendørs baner. Det er nu tredje år i træk, vi har været nødsaget til at skyde udendørs hele året, fortæller foreningens kasserer Villy Hvarregaard.

Han tilføjer, at de manglende indendørs baner har kostet foreningen medlemmer.

- Omkring 30 medlemmer, vil jeg tro. Men vi har en forhåbning om, at en del dukker op igen, når vi igen har indendørs baner, siger Villy Hvarregaard.

Skytteforeningen måtte rykke ud af Jetsmark Idrætscenter i forbindelse med renoveringen.

Den nye aftale med idrætscentret betyder, at skytteforeningen får i alt ti baner. Tidligere havde foreningen seks.

Men det er ikke gratis at få tag over hovedet igen. De seks gamle baner skal renoveres, og de fire ny skal anlægges. Dertil kommer udgifter til ventilation.

- Budgettet er på omkring 1,2 millioner kroner. Vi er i mål med den ene million, og der er god mulighed for at få de sidste omkring 200.000 fra et par fonde, fortæller Villy Hvarregaard.

Han tilføjer, at det indendørs skydeanlæg forhåbentlig er klar til efteråret, når den nye vintersæson går i gang.

- Vi har også 50-års jubilæum i år. Vi håber, vi kan fejre jubilæet sammen med indvielsen, lyder det fra Villy Hvarregaard.

Annonceret indhold

Nyeste