Kaj Ostenfeld Serup kan se tilbage på 40 år med store forandringer i den lokale mælkeproduktion. Foto: Mattias Bodilsen
Mennesker

40 år med ydelseskontrol

JUBILÆUM: 71-årige Kaj Ostenfeld Serup fører i dag kontrol med godt 10.000 malkekøer i den vestlige del af Han Herre

29. oktober 2019 kl. 20:00

FJERRITSLEV: Fredag 1. november kan Kaj Ostenfeld Serup, Tjørnevej 7, Fjerritslev, fejre 40-års jubilæum som kontrolassistent.

Kaj Ostenfeld Serup blev født og voksede op i Brøndum ved Hobro, og som 15-årig blev han elev på Klejtrup Mejeri. Som udlært mejerist arbejdede han senere på Ørum Mejeri ved Viborg, hvorefter han blev ansat på Mejeriet Toftholm i Vester Thorup.

Det blev til 16 et halvt år i mejeriverdenen, før han i 1979 skiftede til sit nuværende job og blev ansat som kontrolassistent hos Han Herreds Fællesledelse med base på Han Herred Landbocenter i Fjerritslev og med Ejvind Højmose som chef.

Dengang var der tre ansatte, der delte området mellem sig, og Kaj Ostenfeld Serup fik den sydlige del af Fjerritslev-området som sit domæne. Her var der 76 besætninger med i alt 2.700 køer, hvis mælkeydelse skulle kontrolleres, og til sammenligning har han i dag 44 besætninger med godt 10.000 malkekøer til regelmæssig prøvetagning.

Det geografiske virkefelt blev fra 2005 væsentligt udvidet, så Kaj Ostenfeld Serup nu har ansvar for et område, der strækker sig fra den vestlige udkant af Brovst og helt til Østerild Plantage. I dag er arbejdsgiveren RYK-Fonden, der står for »registrering af ydelseskontrol« med nordjysk afdelingskontor i Holstebro.

Ydelseskontrollen foretages 11 gange om året, og i ni ud af de 44 besætninger tager Kaj Ostenfeld Serup selv ud for at udtage prøver, mens der malkes. Det foregår i samarbejde med sønnen Kent. Hos de øvrige 35 besætninger sørger landmanden selv for prøvetagningen, mens Kaj Ostenfeld Serup dog fortsat leverer og afhenter kontroludstyret.

De modtagne prøver sendes derefter til analyse hos Eurofins, og Kaj Ostenfeld Serup tjekker så resultatet heraf, inden landmanden får besked. Blandt andet skal antallet af kælvninger kontrolleres.

Ud over det daglige kontrolarbejde er der også en mere festlig del af Kaj Ostenfeld Serups job. Det er, når en ko når op på 100.000 kg i mælkeydelse, hvilket dog sker oftere og oftere som følge af en mere intensiv mælkeproduktion end for år tilbage.

Kaj Ostenfeld Serup var tidligere medlem af bestyrelsen for Klim Sparekasse, og i dag har han sæde i Kollerup-Fjerritslev Menighedsråd samt Jammerbugt Kommunes Seniorråd.

Han er gift med Karen, og parret har børnene Karsten, Dorte og Kent samt fire børnebørn og tre oldebørn.

40-års jubilæet fejres på dagen med reception på Hotel & Restaurant Klim Bjerg.

Annonceret indhold

Nyeste