Mennesker

AaB-træning med 200 børn i Nørhalne

Superliga-truppens besøg blev et tilløbsstykke

20. marts 2019 kl. 21:34

NØRHALNE: Hvis nogle af AaBs superligaspillere skulle være i tvivl om, at de har fans og tilhængere i Nørhalne og nabobyerne, så blev den tvivl manet til jorden, da spillerne onsdag eftermiddag besøgte Nørhalne Stadion for at træne sammen med de fremmødte børn og unge.

Ikke færre end 200 børn og unge ventede nemlig på at komme til at træne sammen med deres idoler, mens cirka 150 voksne så på.

Det var Fremad Nørhalnes afdeling for ungdomsfodbold, der i anledning af klubbens 100 års jubilæum i år havde inviteret hele Nordjyllands hold til det lokale stadion.

Og for børnene var det en kæmpe oplevelse.

- Det var sjovt, for de var gode, men jeg scorede et mål, og så fik jeg taget et foto med Jores Okore, fortalte en stolt Philip Seirup på otte år efter den time lange træning med de professionelle spillere, og inden han stillede sig i kø for at få autografer og en goodiebag.

Også for Rasmus Würtz havde det været en god oplevelse.

- Det er hyggeligt at komme ud og betale lidt tilbage for den støtte, som vi får fra næsten hele Nordjylland, sagde han.

- Og så er det super fedt, at her er så mange børn. Nogle gange er der knapt så mange, når vi er afsted. Så vi sætter virkelig pris på det her, sagde Rasmus Würtz.

AaB tager ud til sine samarbejdsklubber tre gange per halvår og spiller showkamp eller gennemfører en træning.

- Det er så første gang, vi prøver at inddrage ungerne i træningen, så de ikke bare skal stå og kigge på os, sagde cheftræner Jacob Friis.

- Det er et sindssygt flot fremmøde, så spillerne får deres sag for, sagde han, mens træningen med skudøvelser og kamp på to mål var i gang.

For Jacob Friis er det naturligt at AaB besøger samarbejdsklubberne.

- Vi er en del af underholdningsbranchen, og så skal vi være glade for, at så mange følger AaB. Og det bør være en løn i sig selv at se, der kommer så mange børn.

- For spillerne er det godt at mærke den store interesse og se, at det betyder noget, det de render og laver. Forhåbentligt sætter de ekstra pris på, at deres job er helt unikt, sagde Jacob Friis.

Selv om AaB ikke kvalificerede sig til Superligaens mesterskabsspil og nu skal i nedrykningsspillet, så er der stadig meget at kæmpe for i sæsonen.

- Vi kan spille os frem til en play off kamp om at komme med Europa League og er i semifinalen i pokalturneringen (ude mod Brøndby 4. april, red.). Desuden har vi i den korte periode med denne trænerstab og spillertrup sammen udviklet os positivt, men har stadig ting at arbejde med. Så der er både en ydre og en indre motivation, sagde Jacob Friis.

Besøget af AaB følges hen over året op med flere særlige begivenheder i Fremad Nørhalne. Lørdag 23. marts markerede gymnastikafdelingen ved sin opvisning også 100 året, og på fødselsdagen 6. maj er der reception i klubhuset og udgivelse af IFN-bogen. Efter sommerferien spiller Aalborg Håndbold en opvisningskamp i Nørhalne Hallen.

Annonceret indhold

Nyeste