Mennesker

Ellen Helvind er stoppet som leder

Nye ledere af museumsforeningen og familiefonden tager over

07. oktober 2018 kl. 11:54

FJERRITSLEV: I 33 år har Ellen Helvind været synonym med Bryggergården, brygger- og egnsmuseet i Fjerritslev, men nu er en epoke som både daglig leder samt formand for museumsforeningens bestyrelse og brygger P. Kjeldgaards Familiefond slut, da Ellen Helvind fredag havde afskedsreception.

Hun kan se tilbage på mange frivillige timer blandt andet er blevet brugt på succesfulde ansøgninger til fonde og andre midler, og det har betydet, at økonomien i det museum hænger sammen. Derfor er Bryggergården i dag både et økonomisk stærkt og spændende museum i renoverede lokaler.

Sammen med mange andre frivillige, så har indsatsen flyttet Bryggergården fra starten 1986 til at være et markant museum på egnen og et samlingspunkt for byen.

Men med en alder på 87 år finder Ellen Helvind det nu tiden, hvor yngre kræfter tager over, men det er med stor glæde, hun ser tilbage på årene med Bryggergården.

- Min mand faldt bort i 1996, og børnene bor i København, så jeg er mere end glad for, at jeg har haft noget at gå op i, så arbejdet har givet gensidig glæde i stedet for blot at sidde hjemme i sofakrogen, siger hun.

Og Ellen Helvind har da også planer om at lade sig optage i den kreds af uundværlige frivillige, som hjælper med hint og dette på museet, så kontakten bliver bevaret.

Hun har tidligere løftet sløret for en bekymring over, hvem der skulle tage over, men den tanke har hun lagt fra sig, da der er fundet nye kompetente formænd til både museumsforeningen og familiefonden.

Det er pensioneret advokatsekretær samt nuværende gymnastikinstruktør Else Kronborg, som er ny formand for museumsforeningen, mens Michael Binderup, der har været meget involveret i renoveringen af Bryggergården, skal stå i spidsen for Familiefonden.

- Vi vil køre Bryggergården videre i Ellen Helvinds ånd, siger Else Kronborg.-tin

Annonceret indhold

Nyeste