Mennesker

En by med blomster

Som den eneste af sine søskende fandt Arne Andersen sin store interesse i de betagende blomster

29. oktober 2020 kl. 11:41

FJERRITSLEV: I 1939 kom Arne Andersen til verden i en søskendeflok på fire. Han voksede op i byen med en københavnsk mor og faren Anders Andersen fra Klim, der dengang drev blomsterforretningen Gartner Andersen i Fjerritslev.

I Arnes barndom levede han blandt blomster og planter, og som den eneste af sine søskende fandt han sin store interesse i de betagende blomster. Som 19-årig fik han tilbudt et gartnerjob i Schweiz, men kort forinden døde hans far pludseligt. Arne overtog i stedet butikken fra sin far, og den beslutning har han været glad for. Arne Andersen mødte kort efter sin kone, og sammen drev de Gartner Andersen indtil 2000.

- Det var godt, jeg gjorde det, fortæller Arne Andersen og fortsætter:

- Vi har haft det rigtig godt i butikken, som har givet os 40 spændende år.

Han har stadig travlt med diverse projekter. Pensionist er en tom titel for gartneren og blomsterdekoratøren.

Arnes blomsterkunnen strækker sig langt, og han er en af få, der både har uddannet sig som gartner og blomsterdekoratør. Det, han ikke kunne bruge af faglighed i butikken, udnyttede han på anden vis.

Arne Andersen har en grundtvigiansk opdragelse, og hans kulturelle engagement er ikke til at overse. Om sommeren kører han hver lørdag ud i bilen læsset med flagstænger, der skal sættes op i byen. Dertil hjælper forskellige forretninger i byen på skift med at sætte dem op. Og selvom hver enkelt butik i byen kun har denne tjans få gange, er Arne altid med ude. Også når der skal flages for konfirmander og studenter, kører Arne ud. Han ved lige nøjagtig, hvor flagene skal stå, og de pynter i den lille by.

- Så længe jeg ikke er gammel, har jeg ikke noget imod at gøre det, siger Arne med et smil.

I Fjerritslev står flotte blomsterkummer i alle fire verdenshjørner året rundt med sæsonens blomster i. Det er på Arne Andersens opfordring, at de er blevet opført, og hver morgen mellem klokken seks og syv går han sin morgentur rundt i byen for at tilse dem, og når de trænger, kører han rundt med en vandpumpe og vander dem. Snart skal sommersæsonens blomsterdekoration op af kummerne. Omme i Arne og Elins baghave ligger lyng i mange farver klar til at blive sat ned i blomsterkummerne til vintersæsonen. Han er medlem af handelsstandsforeningen, og det er i den forbindelse at han kan sørge for at byen altid viser sig fra sin bedste side.

- Man kan aldrig få for mange blomster midt i byen, understreger Arne.

Han har stadig mange flere ideer til byen.

- Vi kan trække os tilbage, når vi bliver gamle, afslutter Arne.

Annonceret indhold

Nyeste