Mennesker

Generthed spændte ben for Bjørn - men så traf han en beslutning

JUBILÆUM: Bjørn Engdal Nielsen har ejet Meny i Fjerritslev i 10 år - men det kan være svært at være købmand, hvis man er så genert, som Bjørn. Derfor fik han professionel hjælp til at blive genertheden kvit. Det gjorde en verden til forskel.

01. april 2019 kl. 14:08

Bjørn Engdal Nielsen guider smilende og hjemmevant rundt i butikken. Med god grund. Det her er hans andet hjem. Et hjem, han overtog efter sine forældre for 10 år siden.

- De arbejder stadig i butikken, fortæller Bjørn Engdal Nielsen, der er vokset op i Fjerritslev og særdeleshed i butikken lige her ved bytorvet.

- Dengang jeg var 10 år, flyttede vi fra Fjerritslev, fortæller den 42-årige købmand, der oplevede, at hans forældre trivedes som fisk i ferskvand i butikken, men samtidig også havde behov for at trække sig tilbage, når de havde fri - det nye hjem i ingenmandsland blev det åndehul, de manglede.

Flytningen betød, at købmandsbutikken blev Bjørn Engdal Nielsens tilholdssted, når skoledagen var forbi. Det var her, han lavede sine lektier, her, han tjente sine lommepenge, mens hans forældre sammen knoklede i forretningen.

Det lå i kortene, at Bjørn skulle overtage, når han var klar.

- Jeg er enebarn, så der var ikke noget med en glidende overgang eller nogen, der ellers skulle tilgodeses. Det var meget enkelt, fortæller Bjørn Engdal Nielsen, der efter overdragelsen kunne se, at selvom processen var hurtigt overstået, så var livet som selvstændig købmand ikke helt ukompliceret.

Han vidste godt, at det at være købmand er ikke noget, man bliver. Det er noget, man er i hjertet. Og selvom Bjørn Engdal Nielsen ganske vist er opflasket med købmandslivet og hans hjerte banker for butikken, så var alligevel ikke ren lykke, der prægede billedet, da han fuld af forventninger til fremtiden pludselig stod med ansvaret. Da han overtog købmandsbutikken, havde en økonomisk orkan netop smadret sig vej ind i selve hjertet af Fjerritslev.

- Det var i april 2009, lige efter ebh Bank - og så kom kødskandalen i København lige efter, husker Bjørn Engdal Nielsen, der godt kunne have ønsket sig en anderledes start på livet som selvstændig købmand.

Det var en dans over glødende kul at finde rytmen, men så vendte heldet og butikken blomstrede - alligevel var det som om, der manglede noget, fortæller Bjørn Engdal Nielsen. Og det handlede ikke om butikken, men om noget inden i ham selv. Og det strakte sig længere bagud og stak langt dybere, end han nogensinde havde drømt om.

- Jeg har gået til spejder, men jeg har aldrig rigtig deltaget i holdsport. Jeg tror, det handler om, at jeg helst ikke ville stikke ud som den, der var dårligst, smiler Bjørn Engdal Nielsen, der i tilbageblik kan se, at han på mange måder var et meget genert barn, der helst udeblev fra fællesskaber, hvis det indebar, at han risikerede at indkassere et nederlag.

Det er også noget, han har kæmpet med som voksen. Faktisk helt ind til for et par år siden, hvor han pludselig blev opmærksom på, at han måtte gøre noget drastisk.

For selvom det at være købmand indebærer, at man er på og altid tager imod kunderne med et smil, så har det krævet store ressourcer for ham at være den købmand, han gerne vil være. Faktisk var det tæt på, at han gav helt op - genertheden spændte simpelthen ben.

- For nogle år siden var jeg ved at køre helt sur i det. Jeg kunne mærke, at jeg skulle have noget hjælp, hvis jeg ikke skulle smide nøglerne og droppe det hele, fortæller Bjørn Engdal Nielsen, der heldigvis fik den hjælp, han søgte.

En coach rykkede ud og det fik på mange måder sat tingene i perspektiv for den unge købmand, der - selvom han var tæt på at give op - hverken dengang eller nu kunne forestille sig at være noget andet sted end lige her i Meny i Fjerritslev. Det var her, han skulle være.

Men der også var en personlig udvikling, der skulle sættes i værk, for at det kunne lykkes. Den unge købmand kastede sig ud i opgaven med krop og sjæl - for selvom genertheden var stor, så var viljen til at lykkes større end frygten for at handle og fejle.

Det gjorde forskellen.

- Jeg har det ok med at sige noget i mindre forsamlinger, men lige så snart der er mere end ti mennesker, så ville jeg hellere holde min mund end at risikere at sige noget dumt, fortæller Bjørn Engdal Nielsen, der gennem coachingforløbet besluttede sig for, at nu skulle det være slut med at gå i flyverskjul af frygt for, hvad andre mente om ham.

Han besluttede sig for at melde sig aktivt ind i erhvervsforeningen i Fjerritslev. Besluttede sig for at droppe frygten for, hvad andre mente om ham, men bare sige sin ærlige mening og stå ved den. Det har på alle måder været en rivende personlig udvikling; som en flodbølge, der har vasket alt det væk, han kæmpede med. Tilbage er der kun en snert af den generthed, der var engang.

- I dag kan jeg godt holde en tale foran andre og jeg har heller ikke noget problem med at lave en video til facebook, også selvom jeg fumler og kludrer i det. Det rører mig overhovedet ikke, fortæller Bjørn Engdal Nielsen, der betegner det som helt umuligt, at han kunne have gjort det før i tiden.

- Men jeg er nok blevet mere ligeglad med, hvad folk synes om mig - jeg er den, jeg er, understreger Bjørn Engdal Nielsen, der bestemt betragter sig som en heldig mand.

Hans kone var nemlig vidne til den udvikling, han gennemgik, og i stedet for at se til, besluttede hun sig for at følge ham på den rejse. Hun tog selv et coachingkursus og forstår i dag til fulde, hvad hendes mand gennemlevede.

- På det kursus, hun tog, var der en skilsmisserate på 50 procent - fordi folk stillede spørgsmålstegn ved sig selv, deres liv og tog stilling til det, fortæller Bjørn Engdal Nielsen, der, som noget ganske uvant, i dag også er begyndt at løbe sammen med sin kone, som han har elsket lige siden de blev kærester i folkeskolen i 9. klasse.

Selvom livet egentlig er det samme, er det alligevel et helt nyt kapitel, Bjørn Engdal Nielsen har taget hul på. Et med masser af mod på alt, hvad livet byder på - især når det kommer til at være byens købmand i Fjerritslev. For det er præcis det, Bjørn Engdal Nielsen er og altid har været, helt ind i hjertet.

Nu blot lidt mindre genert og med troen på, at man kan, hvad man vil. Bare man vil det nok.

Annonceret indhold

Nyeste