Foto: Jammerbugt Havekreds
Mennesker

Haveinteresserede fra Jammerbugt var på tur til Thy

27. maj 2021 kl. 08:00

Jammerbugt Havekreds har holdt en udflugt til Thy med 24 deltagere, og de betegner det som en vellykket tur.

Jammerbugt Havekreds skriver om dagen:

- Turen foregik i privatbiler, og det var sikkert heldigt nok, for de fleste blev fristet til at købe et par nye planter til haven derhjemme. Første stop var Vejlerne, hvor den medbragte kaffe blev drukket, før turen gik videre til Heides Planteskole i Thisted. Her fortalte Ole Heide, at han var i gang med sin halvtredsindstyvende sæson på planteskolen, og før ham havde faren 40 sæsoner. Faren startede med at lave roser, men da sønnen tog over, havde han en idé om, at han ikke ville samle på noget bestemt. Han har dog de sidste 30 år specialiseret sig i syrener og har en af Nordeuropas største samlinger med mere end 400 forskellige sorter. Det er dog ikke kun syrener, man kan finde i planteskolen, der er et væld af andre forskellige flotte planter og bygningsværker. I et af drivhusene er der en samling af malerier fremstillet af en russisk maler, der er kommet til planteskolen gennem mange år.

Næste stop på turen var Bakkegården i Kallerup, hvor Mette og Karl Thingstrup har en flot landbohave opdelt i flere afdelinger med forskellige løgplanter, forårsblomster og stauder.

- Der var mange sjældne planter i haven, og Mette Thingstrup havde en lille afdeling med plantesalg, oplyser Jammerbugt Havekreds.

Til sidst var der besøg hos Else Lønborg hos ”Thy til stauder”.

- Else Lønborg sætter pris på en have, der tiltrækker fugle og insekter. Hun har indrettet planteskole som en integreret del af haven, og hun fortalte, at hun på denne årstid har planter både ude og inde.

Annonceret indhold

Nyeste