Mennesker

Hun fandt nøglen til sin drøm

Den nye garnbutik Maskeriet, Garn- & Strikkeværksted byder indenfor til hygge og inspiration

10. marts 2021 kl. 04:00
Opdateret 12. marts 2021 kl. 12:09

Det har været en stor beslutning for Marie Appel, men nu skulle det være. Hun har nemlig fundet nøglen til at realisere sin gamle drøm, og det var en garnnøgle.

- Jeg har rundet de 56 år, og efter mere end 30 års arbejde som lærer og skoleleder i Folkeskolen, var det tid til at gøre forsøget, forklarer Marie Appel.

- Jeg har altid strikket og har i tidens løb været på tre kurser på Skals Håndarbejdsskole. Andre fortæller mig, at jeg ved meget om både garn og håndværket, så jeg synes også selv, jeg er klar til at åbne butikken, siger Marie Appel.

Maskeriet, Garn- & Strikkeværksted råder over ca. 150 kvm på adressen Brogårdsgade 2E i Kaas og er indrettet med fire borde og tilhørende stole.

- Det skal nemlig ikke kun være et sted, der sælger garn. Jeg vil gerne have, at det er et afslappet og hyggeligt sted, hvor man også kan sidde og strikke over en kop kaffe, mens man hygger sig og giver hinanden gensidig inspiration. Når restriktionerne forhåbentlig snart bliver lempet lidt, er det også meningen, at jeg vil forsøge at holde åbent om aftenen én gang om ugen, fortæller Marie Appel.

Hun har god opbakningen af sin mand og medhjælperen Maggie, der er en lille, hvis Japansk Spidshund.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg er blevet taget godt imod af alle, som har kigget indenfor siden åbningen 1. marts. Det giver mig tro på, at det ikke var en dum ide, at forsøge at realisere min drøm om at gøre min hobby til en levevej. Jeg synes jo, at fællesskab og håndarbejde er terapi for sjælen, og det vil jeg gerne have, at butikken er med til at gøre mulig, siger Marie Appel.

- Der er meningen, at der altid skal være inspiration og hjælp at hente, både hos andre brugere og fra mig som butikkens indehaver, siger Marie Appel.

Udover garn kan kunderne også finde strikkepinde, hæklenåle, tilbehør og opskrifter i butikken.

- Det er mit håb, at kunderne her finder et kreativt fællesskab for deres passion, som de vil kunne bruge fremover, og så er der altid kaffe eller te på kanden, siger Marie Appel.

Annonceret indhold

Nyeste