Mennesker

Japansk besøg til gymnasiejubilæum

GENSYN: 58-årige Ikuro Aiba besøgte atter Fjerritslev Gymnasium, som han lærte at kende som udvekslingsstudent i 1979-80 med base hos familien Ingrid og Jens Jensen på Øland

14. oktober 2019 kl. 13:29

FJERRITSLEV: − Først af alt vil jeg gerne sige tusind tak fra mit hjerte for at tage imod mig i jeres fællesskab og for jeres kærlighed mod mig. Det er en ære for mig, at jeg engang har været dansker, om end det var for en kort tid. Jeg kan sige, at det, jeg oplevede i Danmark, var den bedste tid i hele mit liv.

Sådan lød det på letflydende dansk fra talerstolen, da 58-årige Ikuro Aiba fra Japan deltog i receptionen i anledning af Fjerritslev Gymnasiums 40-års jubilæum. Talen fremkaldte en tåre i øjekrogen hos mere end én i gymnasiets Glassal, og Ikuro Aiba fik et varmt bifald for sin hilsen. Om aftenen deltog han sammen med 1.070 andre i den store jubilæumsfest i Idrætscenter Jammerbugt, heraf 32 elever fra første årgang.

Historien er den, at Ikuro Aiba var elev på det allerførste hold, da gymnasiet begyndte undervisningen i lejede lokaler på Fjerritslev Skole i 1979. Aftalen var kommet i stand via udvekslingsorganisationen AFS, der også udvalgte en værtsfamilie til ham under det et år lange ophold.

− For mit vedkommende blev det familien Jensen på Øland. Og en ung japaner som jeg vidste intet om Danmark ud over H.C. Andersen. Jeg kunne end ikke udpege på landkortet, hvor dette vidunderlige land fandtes, fortæller han.

For Ikuro Aiba blev opholdet i Han Herred en tid, han aldrig har glemt, om end det var noget af et kulturchok at skulle gå på et dansk gymnasium:

− Skoleskemaet var fyldt med spørgsmål: latin, norsk, tysk, fransk eller fysik. Ingen kan lære et ukendt sprog gennem et andet ukendt sprog! Mine klassekammerater fandt mig sovende ved skolebordet, fordi jeg var ved at drukne i denne flod af sprog!

Ikuro Aiba faldt godt til blandt kammeraterne – blandt andet omkring volleyball – og de viste ham den særlige gestus at udpege ham til at tage det første spadestik til nybyggeriet på Skovbrynet 16. april 1980 sammen med de officielle repræsentanter for Nordjyllands Amt og Fjerritslev Kommune.

Efter hjemkomsten i sommeren 1980 begyndte Ikuro Aiba på et universitet, men forsøgte at komme tilbage til Danmark for at studere, dog uden held. I stedet blev han pressefotograf og arbejder i dag for avisen Asahi Shimbun i Tokyo. I 2009 deltog han i FN’s klimakonference COP15 i København som udsendt fotograf. Han har kone og to døtre og bor lidt uden for hovedstaden.

For tre år siden havde Ikuro Aiba fornøjelsen af at få besøg af fire af sine FG-venner og turnerede rundt med dem i Kyoto og Tokyo.

− Det var en fantastisk tid for mig, siger han.

Ikuro Aiba tilhører den reformerte kirke, og de danske venner var under besøget med ham til gudstjeneste. I forbindelse med FG-jubilæet benyttede Ikuro lejligheden til at deltage i en dansk gudstjeneste i Kollerup Kirke sammen med de fire venner: Lotte Tannebæk, Birgitte Bendixen, Mette Møller og Dorrit Kastrup, som alle var hjemmehørende i Aabybro i gymnasietiden.

I øvrigt var Ikuro Aibas besøg ved FG-festlighederne også en kærkommen anledning til et gensyn med værtsfamilien Ingrid og Jens Jensen på Øland.

− Hans største ønske var at lære at lave frikadeller og brun sovs. Så det fik han opfyldt søndag aften, hvor han fik forklæde på, og så lavede vi det sammen − Ikuro, os fire og Ingrid − hjemme hos hende på Øland. Hyggeligt! fortæller Dorrit Kastrup.

Annonceret indhold

Nyeste